Fra bedemand til bilforhandler - og tilbaws igen

11. april 2021, 05:42
Marianne Bjerrisgaard er tilbage som bedemand hos Per Rasmussen efter en afstikker til bilbranchen. Privatfoto

stoholm En kisteglad Marianne Bjerrisgaard er »kommet hjem« til Stoholm Begravelse og bedemandsbranchen, efter i en årrække at have arbejdet med salg og marketing hos en bilforhandler.

Det nyeste skud på personalestammen hos bedemand Per Rasmussen er dermed slet ikke så nyt endda, men har bare været på en afstikker siden 2017.

- Jeg kunne simpelthen ikke smide faget. Og da jeg så var så heldig, at Per stod og manglede en bedemand, slog jeg til. Det er meget givende for mig at hjælpe folk i sorgen, og jeg ved, at jeg nu er havnet på den hylde, hvor jeg skal være, siger Marianne Bjerrisgaard, der til daglig bor i Ravnstrup og første gang blev bedemand hos Per Rasmussen i 2009.

Og glæden ved gensynet er gensidig.

- Det er dejligt at have Marianne tilbage i forretningen som bedemand på fuld tid. Hun tog tråden op, præcis hvor hun slap. Efter en uge var hun igen helt opdateret. Så hun er faldet helt naturligt ind i sin nye, »gamle« rolle, siger Per Rasmussen.

At der kan ske meget på fire år, ved ingen bedre end en bedemand, og siden sidst er der blandt andet sket det, at det nu er muligt for pårørende at sige et sidste farvel til deres kære i rolige omgivelser i en specialindrettet mindestue i både Bjerringbro og Kjellerup, hvor Per Rasmussen også har adresse, og begravelsesforretningen er dermed en af de få i Danmark, der giver pårørende mulighed for at tage præcis den afsked, de ønsker, helt uden tidsmæssigt pres.

- Lokalet henvender sig til dem, der ønsker at bruge længere tid sammen med afdøde, end det ofte er muligt på hospital, kapel, plejehjem eller lignende. Men dermed ikke være sagt, at man ikke også gerne må bruge kort tid. Alle afskeder er individuelle, og her er ikke noget rigtigt eller forkert, understreger Per Rasmussen.

Mindestuerne i Bjerringbro og Kjellerup er i øvrigt helt neutralt indrettet uden religiøse symboler af nogen slags og kan bruges af alle uanset trosretning.