Nu skal hun begå sig blandt sømænd i Grønland

Else Højvang fra Vridsted bliver missionær i Ilulissat

16. april 2021, 06:10
1 af 2 Else Højvang drager midt i maj nordpå for at blive sømandsmissionær i Ilulissat i Diskobugten. Privatfoto
2 af 2 Sådan vil Else Højvang nogle dage kunne opleve udsigten over Diskobugten, hvor Sømandsmissionens morgenmadshotel Avannaa ses til venstre i billedet. Privatfoto

Vridsted Før pakkede hun nederdele og luftige kjoler i kufferten, når hun rejste til Tanzania som missionær, men nu pakker hun luffer og lange bukser, inden turen går til Grønland.

Else Højvang fra Vridsted har nemlig sagt ja til en stilling som sømandsmissionær i Ilulissat fra medio maj 2021, fremgår det af en pressemeddelelse fra Sømandsmissionen.

Her handler det om at snakke med Diskobugtens sømænd, jollefiskere og fangere på havnen, tage på besøg i fængslet, arbejde med diakonale opgaver samt hjælpe på Sømandsmissionens morgenmadshotel Avannaa.

Hun er ansat på fuld tid med ansvar for sømandsmission i Ilulissat. At det mest er mænd, hun kommer til at arbejde iblandt, har hun det fint med, for sådan var det også ofte i Tanzania, hvorfra Else Højvang har 27 års erfaring som udsendt for Danmission.

Nu glæder hun sig til at møde en ny kultur og tale med folk, og hun har også intentioner om at lære sig lidt grønlandsk.

- Jeg vil bruge tid på at finde ud af, hvad der er brug for. Stikke en finger i sneen og lytte interesseret for at lære andre at kende og finde ud af, hvad der er vigtigt for dem i deres liv. Jeg vil gerne vise viljen til at lære, siger Else Højvang, der som forberedelse både læser en del og opsøger mennesker, der har boet og arbejdet i Grønland.

Stillingsannonce gik i hjertet

Else Højvang kunne ifølge eget udsagn ikke få øjnene fra annoncen om jobbet som sømandsmissionær i Ilulissat, da hun så den i Kristeligt Dagblad.

Den gik simpelthen lige i hjertet, og hun opfattede det som et kald.

- Vi er med i nogen tid, og så tager andre over, siger Else Højvang om sin beslutning om at gå aktivt ind i arbejdslivet igen.

Hun er født i 1954 og oprindeligt uddannet lærer fra Skive Seminarium.

Som 25-årig fik hun sit første job i FDF/FPF, og i 1985 blev hun ansat som højskolelærer på Haslev Udvidede Højskole, som byggede på et kristent budskab.

Her var det blandt andet hendes ansvar at stå for elevernes tre måneders missionspraktik ude i verden, og i 1987 tog hun første gang til Tanzania til husholdningsskolen i Ntoma.

Siden har hun blandt andet været ansat som sognemedhjælper ved Holstebro Kirke, før hun igen tog tilbage til Afrika, hvorfra hun kom hjem i 2017.

Sendes afsted med god vind

I dag er hun bosat i Vridsted, hvor hun blandt andet er næstformand i menighedsrådet og underviser minikonfirmander, stiftsformand for Danmission samt med i Sct. Nicolai Tjenesten.

Sognepræst i Vestfjends Pastorat Poul Asger Beck oplyser, at man i Vridsted Kirke vil holde en udsendelsesgudstjeneste for Else Højvang Kristi himmelfartsdag den 13. maj klokken 14.

Det er nemlig en gammel tradition, at det sogn, man kommer fra, holder en gudstjeneste for at sende sin udsending godt afsted med gode ønsker og smukke velsignelser i rygsækken.

Ifølge Poul Asger Beck bliver det en festlig gudstjeneste med blandt andre generalsekretær i Sømandsmission Nicolaj Wibe som gæst.

Om det bliver inde eller ude afhænger af vejret og gældende coronarestriktioner, men det er ønsket, at flest muligt kan deltage.