Politidirektøren Hvor mange skal miste livet i trafikken, før vi sænker farten?

Trods et år med nedlukning af samfundet er de kedelige tendenser fra landevejene med for høj hastighed fortsat, og alt for mange midt- og vestjyder mister stadig livet i trafikulykker

20. april 2021, 14:41
Politidirektør Helle Kyndesen, Midt- og Vestjyllands Politi. Pressefoto

Da jeg for et års tid siden kom tilbage til Midt- og Vestjylland som politidirektør, vidste jeg godt, at der i landsdelen var mange trafikdræbte.

Jeg havde håbet, at det måske ville ændre sig markant under det seneste års nedlukning af samfundet, hvor der har været færre biler på vejene. Det kunne have været et positivt lysglimt i mørket – men sådan blev det desværre ikke.

Det gør mig trist, hver eneste gang en midt- og vestjyde mister livet i trafikken. Et øjebliks dræbende uopmærksomhed, der i mange tilfælde kunne have været undgået, hvis farten havde været lavere.

Det er vigtigt, vi alle sammen bliver bedre til at forstå, hvor alvorligt det kan ende, når vi kører galt med for høj fart – for vi skal have nedbragt antallet af trafikdræbte.

Onsdag den 31. marts trådte en ny lov i kraft, som slår hårdt ned på vanvidsbilisme. Det er ingen hemmelighed, at vi i politiet bruger mange kræfter på at bekæmpe vanvidskørsel, og med den nye lovgivning får vi nogle nye redskaber til at komme fænomenet til livs, når vi bl.a. får mulighed for at konfiskere køretøjer, der bliver anvendt til vanvidskørsel.

De første køretøjer er allerede blevet beslaglagt. Derudover følger en skærpelse af straffen for de groveste hastighedsforseelser, så vejen fra en bøde til en fængselsstraf er blevet kortere. Det er alt sammen gode tiltag til gavn for vores sikkerhed i trafikken.

Målrettet indsats

I perioden fra fredag den 26. marts til den mandag den 5. april gennemførte politiet landsdækkende hastigheds- og spirituskontroller i påsketrafikken.

I alt blev 9082 sigtet for have kørt for stærkt, hvoraf de 1733 sager stammer fra vores kreds. I Midt- og Vestjylland overskred 874 bilister den generelle hastighed i byerne, mens 563 overskred den generelle hastighed på landevejene. 67 overskred den generelle hastighed på motorvejene, og 229 overskred den skiltede hastighed.

Fra mandag den 19. april og frem til søndag den 25. april gennemfører hele dansk politi igen en målrettet indsats mod hastighedsovertrædelser. Kontrollen indgår i rækken af de fælleseuropæiske færdselskontroller, der arrangeres af det europæiske færdselspolitisamarbejde Roadpol.

I vores politikreds har vi over 14.000 km landevej fordelt rundt i de midt- og vestjyske kommuner, og særligt i døgnets ydertimer kan man køre i lang tid uden at møde en modkørende.

Det kan få mange til både at miste opmærksomheden og måske også komme til at trykke lidt for hårdt på speederen. Men fartgrænserne gælder altså også, selv om man har det meste af vejen for sig selv, og derfor er politiet også fortsat til stede; uanset klokkeslæt eller vejrforhold.

I corona perioden har vi alle skullet ændre adfærd. Det har vi faktisk været gode til, netop for at passe på os selv og passe på andre mennesker. Så hvorfor er det så svært at sætte farten ned og på den måde passe på sig selv og alle andre? For når det går galt i trafikken med for høj fart, går det desværre også oftest helt galt.

Fart dræber

Mange ulykker med trafikdræbte viser efterfølgende, at endnu et menneske har mistet livet grundet et øjebliks uopmærksomhed, hvor særligt lavere fart kunne have givet et andet resultat.

Det har desværre ikke ændret sig under coronakrisen, selvom der har været færre biler på vejene. Resultatet har været det samme, at når farten har været for høj, har det kostet menneskeliv, når det er gået galt.

Alene i februar i år har fem personer mistet livet i fem forskellige trafikulykker i Midt- og Vestjyllands Politikreds.

Fem forskellige episoder, der alle har været uafhængige af hinanden, men som sammen har haft det frygtelige til fælles, at de har kostet menneskeliv. Fem liv, der måske kunne være blevet reddet, hvis farten havde været lavere, eller hvis opmærksomheden udelukkende havde været på at køre sikkert og ansvarligt i trafikken.

Suveræn førsteplads i antal dræbte

Nye tal fra Rådet for Sikker Trafik viser, at Midt- og Vestjyllands Politikreds fortsat er den absolutte topscorer, når det kommer til antallet af trafikdræbte, hvor for høj hastighed er indblandet.

I perioden fra 2014 til 2019 mistede hele 92 personer livet i trafikulykker med for høj hastighed indblandet. Det tal dækker alene vores kreds, hvilket desværre er næsten dobbelt så mange dræbte som i den kreds med det næsthøjeste tal. I alt mistede 176 mennesker livet i trafikken i vores kreds i samme periode, viser tallene fra Rådet for Sikker Trafik.

Vi bør tænke os om en ekstra gang, allerede næste gang vi sætter os bag rattet og suser afsted på de Midt- og Vestjyske vejstrækninger. Sænk farten, vær opmærksomhed og hjælp os alle med at få sænket det høje antal trafikdræbte i Midt- og Vestjylland. Også i trafikken skal der være trygt og sikkert.