Majbrit trodser corona og åbner ny klinik

Der er allerede planer om at lave et klinikfællesskab på torvet i Stoholm

22. april 2021, 05:54
Majbrit Jensen har haft fuldt booket, siden hun åbnede Stoholm Fodpleje & Wellness den 6. april, efter at have brugt sin familie og alle weekender siden jul til at få indrettet klinikken i Vestergade, hvor der før var tøjforretning. Foto: Henrik Bagge

stoholm Historierne er mange om erhvervsdrivende, der med coronaens indtog har været nødlidende, modtaget hjælpepakker og endda måttet dreje nøglen om.

Sjældnere er historierne om iværksættere, der, mens coronaen har hærget, er sprunget ud som selvstændige, som om intet var hændt.

Men en sådan er 33-årige Majbrit Jensen fra Mønsted, der netop har åbnet Stoholm Fodpleje & Wellness i nyrenoverede lokaler på torvet i Vestergade, hvor Lars Højrup Johansen før holdt til med Tøjeksperten.

Det er nu ikke, fordi hun ikke har opdaget, at der er noget, der hedder corona, men da lejligheden bød sig og alt andet passede sammen, valgte hun at se stort på det ene minus.

- Da det her blev ledigt, syntes jeg bare, at det var alletiders mulighed. Det er faktisk min far, der har bygningerne, og vi snakkede lidt frem og tilbage, inden vi blev enige om, at det var det rigtige at gøre. Jeg kunne godt lide tanken om at planlægge min egen hverdag, at det er mit, og at det er mig, der bestemmer, siger Majbrit Jensen.

Plads til flere

Stoholm Fodpleje & Wellness tilbyder både massage, fodbehandling, voksbehandling, paraffinbehandling og laver også vipper.

Men derved bliver det måske ikke. Majbrit Jensen har nemlig masser af plads i butikken, også til flere behandlere.

- Jeg kunne godt tænke mig sådan et klinikfællesskab med nogen, der kan noget andet. Det kunne være zoneterapi eller akupunktur, men jeg er allerede i gang med at søge og har også fået et par henvendelser, så det, tror jeg, bliver til noget, siger Majbrit Jensen.

Hun er oprindeligt uddannet SOSU-assistent og har arbejdet med det i mere end 10 år.

Sideløbende har hun over de sidste år taget sin uddannelse som fodplejer, mens hun lige så stille gik ned i tid, så hun til sidst kun arbejdede 20 timer i hjemmeplejen ugentligt.

Ved siden af har hun så også givet massager og ordnet vipper på hjemmeadressen i Mønsted, som faktisk også er hendes barndomshjem, hvor hun bor med sine to børn på seks og fire.

Siden fodplejeeksamen kom i hus, i øvrigt med ene 12-taller på beviset, er hun så også blevet tilknyttet som underviser på sin gamle skole, så hun nu hver mandag skal ind på Viborg Helsepraktik for at undervise kommende fodplejere.

Derfor holder hun lukket om mandagen, ligesom det i øvrigt gør sig gældende for det meste af den øvrige handelsstand i byen, og hver anden tirsdag sætter hun af til at køre ud for at give behandlinger.

Den store ommøblering

Hvis man har været vant til at købe sine underbukser hos Lars Højrup i Tøjeksperten, vil man ikke få nemt ved at genkende butikken, som den så ud indtil julen 2020.

Til højre for indgangen har Majbrit Jensen lavet et nyt rum til sine fodbehandlinger, mens der over for er indrettet et andet, nyt rum til massage-delen. De har begge fået et såkaldt new yorker-vindue monteret i toppen af væggen, så der falder lys ind i rummene.

Så er der kommet en væg op i hele butikkens dybde lige til venstre for indgangen. Arealet inde bag den er endnu ikke brugt til noget, men det er her, at Majbrit Jensen vil finde plads til et par kolleger, når klinikfællesskabet kommer op at stå.

En tredje kollega kunne der blive plads til på det areal, der forbinder Majbrit Jensens nye butik med Butik Bente i bygningens østlige ende.

Det arrangement, som Bente Jensen havde med Lars Højrup om at leve i et åbent forhold uden skillevæg ind til hinandens tøjbutikker, er der nemlig ikke lavet om på, bare fordi Lars nu er blevet til Majbrit.

- Vi fortsætter som før. Det er bare hyggeligt, at man er flere end sig selv, og måske kan vi også drage lidt nytte af hinanden med det flow af mennesker, der kommer hos os hver især, siger Majbrit Jensen, der har haft fuldt booket, siden hun åbnede butikken den 6. april.