Frederik på den grønne gren

En ledertrainee med grønne fingre i Dagli’ Brugsen i Løgstrup vidste allerede som 16-årig, at han ville være købmand

23. april 2021, 05:31
I forvejen har Dagli´ Brugsen i Løgstrup lidt planter til salg foran indgangen, men det er for intet at regne i forhold til, hvordan det bliver, når ledertrainee Frederik Selch er færdig med sin fagopgave, der får et stort plantemarked som omdrejningspunkt. Foto: Henrik Bagge

løgstrup Det er en målrettet, ung herre, der de sidste par år har spredt liv og god stemning i Dagli’ Brugsen i Løgstrup med sine gode ideer og sin iver efter at lære.

24-årige Frederik Selch fra Kjellerup har siden august 2019 været såkaldt ledertrainee hos uddeler Jonas Jensen. Det er kort fortalt en butiksassistent med en lederuddannelse oveni, og den tilbydes kun i Coop-regi.

Derfor er Frederik Selchs skoleophold foregået så langt væk som Odense, hvor kun tre ud af 42 elever kommer fra Dagli’ Brugsen, mens langt størstedelen kommer fra de noget større Kvickly og Super Brugsen.

Coops lederuddannelse er ikke noget, man bare melder sig ind på. Det bliver man indstillet til, og det var Frederik Selchs tidligere arbejdsgiver, uddeler Arne Andersen fra Dagli’ Brugsen i Ørum, der så en fremtidig leder i Frederik.

- Han mente, at det lige var mig, og han hjalp mig også med at få en plads som ledertrainee her hos Jonas, så det var jo bare fantastisk, siger Frederik Selch.

Frodig fagopgave

Til august er Dagli’ Brugsen Løgstrups første ledertrainee færdig med sin uddannelse.

Frederik Selch er nu gået i gang med uddannelsens afsluttende fagopgave, og i den anledning har han kastet sin kærlighed på planteriget.

Han kommer nemlig til at stå for Dagli’ Brugsen Løgstrups store satsning på et plantemarked, der kommer til at fylde godt i et telt på pladsen foran Brugsen hen over foråret og sommeren.

Og det er bestemt ikke tilfældigt, at det netop er planter, Frederik Selch har kastet sig over i sin fagopgave.

- Min store interesse ligger i frugt og grønt og blomster. Og så har jeg vist dem, at jeg kan finde ud af det. Også sammen med Karsten Sand her fra Brugsen, der normalt står med det, men Jonas syntes, det var oplagt, at min fagprøve kom til at handle om det. Og så har jeg bare altid interesseret mig for planter og blomster. Haven, den er fantastisk.

FF: Så skulle du jo have været gartner?

- Nej! Det kræver, at man har talent og interesse for at binde blomster også, og det har jeg ikke.

FF: Men du har grønne fingre. Hvor har du dem fra?

- Jeg tror, jeg har dem fra min mor. Hun er havemenneske og udemenneske. Friluftsnørd. For mit eget vedkommende vil jeg nok nærmere kalde det en hobby end en passion. Min passion er at være butiksmand. Det er bare mig. Det har jeg vidst, siden jeg var 16, og det var lige præcis den bås, jeg skulle i, lyder det afklaret fra en måske kommende, selvstændig købmand.

- Jeg har i hvert fald en drøm om at komme ud og få min egen butik en dag som købmand. Hvis Coop giver mig muligheden, så tager jeg den. Hvis andre vil give mig muligheden...så skal jeg tænke over det, siger Frederik Selch, der har sine prioriteter i orden.

- Men planen er, at jeg i første omgang skal videre ud og prøve noget større og anderledes for at blive klogere på, hvad der specifikt er mig. Om jeg så måske har en souschef eller en leder af Frugt og Grønt i en Kvickly i mig, det må vi se henad vejen, siger Frederik Selch.

Et grønt hav

På pladsen foran Dagli’ Brugsen i Løgstrup kan Frederik Selch se for sig, hvordan hans plantemarked kommer til at tage sig ud, når han går i gang med sin fagopgave.

- Der kommer et stort telt hernede, som vi fylder med blomster, og der kommer vogne ude foran. Så vi får sådan et helt blomsterhjørne, der snor sig hele vejen dernede fra hjørnet og herop foran butikken. Det skal være et grønt hav med blomster og planter, der ligesom fanger blikket og driver kunderne derned og ind gennem plantemarkedet. Men man tvinges ikke til at gå den vej. Man kan stadig gå direkte ind, hvis man ikke gider blomster, forsikrer Frederik Selch.

Han har selv skubbet på for at gøre det til et indsatsområde, og selv om der også gives karakterer for det »kunstneriske indtryk« er hovedmålet med fagopgaven først og sidst, at eleven skal demonstrere en evne til at øge omsætningen og også præsentere en god avance, hvor det undervejs for eksempel også er Frederik Selch selv, der foretager alle indkøb.

Men også det er man som ledertrainee forberedt på fra nogle meget intense skoleophold.

- Vi skal hele tiden vise, at vi faktisk kan holde til lederarbejdet og kan jonglere med flere bolde i luften på samme tid. En lidt mere teoretisk undervisning, hvor vi samtidig også får utroligt meget mere ansvar ude i butikkerne, siger Frederik Selch, der er taknemmelig for, at Jonas Jensen var frisk på ideen om en ledertrainee, da den blev præsenteret for ham.

- Det har været fantastisk at være her. Jeg har fået så meget mere erfaring og ansvar og flere oplevelser her, end jeg ville få andre steder. Jeg har lært herude, at det ikke kræver et stort personale at styre en butik. Det kræver et tilrettelagt personale, og det lærer vi her. Der er folk inden for hvert eneste område, der supplerer hinanden supergodt. Så det er en ros til Jonas, men det er også en ros til alle i hele butikken.