Fjends hældte godt i bøssen

Man var i stand til at fastholde 2019-resultatet, da fjandboerne gav 60.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse

21. april 2021, 11:51
Lokalt blev der vist stor velvilje til at støtte med kontanter i indsamlingsbøsserne, da der sidste søndag blev samlet ind til kræftsagen. Privatfoto

fjends Selv om det var en kold og klam fornøjelse at være indsamler til Kræftens Bekæmpelse, var det en varm modtagelse, de 43 indsamlere i Fjends kunne berette om, da de sidste søndag vendte tilbage fra deres ruter med klirrende bøsser i hånden.

Således var opbakningen ude på ruterne så god og folk i så glad et giverhumør, at lokalforeningen kunne skrive mere end 60.000 kroner på afregningsblanketten til Kræftens Bekæmpelse, fortæller indsamlingsleder Meta Nors, der havde Knud Lang og Agnes Jensen til at hjælpe sig.

- Vi indsamlede i alt 47.072 kroner i kontanter og har fået oplyst, at der er sat 15.352 kroner ind på MobilePay. Så vi kom over de 60.000 kroner, og det er vi rigtig glade for her i Gl. Fjends Kommune, siger Meta Nors.

Dermed er årets resultat kun nogle få mønter fra 2019-resultatet, hvor man landede lige i underkanten af de 60.000 kroner.

På landsplan samlede i alt 14.000 danskere ind til kræftsagen, og indsamlingen er siden fortsat digitalt, så det endelige resultat først bliver offentliggjort i uge 16.

De første meldinger er imidlertid, at indsamlingen generelt er gået rigtig godt.