Korstog mod de frie skoler

22. april 2021, 10:49
Kristian Pihl Lorentzen. Privatfoto

Den socialdemokratiske regering har ført an i et sandt korstog mod de frie skoler.

Den foreslog i efteråret 2019 at sænke den såkaldte koblingsprocent fra 76 til 71 pct., hvilket ville betyde markant højere forældrebetaling for friskoler.

Efter hårdt pres fra især Venstre blev forslaget dog droppet.

I sommeren 2020 var den gal igen. Her afsatte regeringen og dens røde støttepartier en pulje til ansættelse af flere lærere. Det gælder bare ikke lige netop de frie skoler.

I praksis betyder regeringens frihedsfjendske politik, at den såkaldte koblingsprocent sænkes, og at de frie skoler dermed kommer til at gå glip af ca. 1000 kr. per elev årligt.

Konkret i Viborg Kommune rammer det Hald Ege Fri- og Efterskole, Friskolen i Karup/Kølvrå, Gudenådalens Friskole, Tange Kristne Friskole, Mammen Friskole, Vejrumbro Friskole, Viborg Private Realskole, Friskolen i Viborg, Langsø Friskole, Bjerregrav Friskole og Nørreåskolen.

En sådan politik underminerer det frie skolevalg. Det er Venstre meget imod. Og vi vil fremadrettet kæmpe mod de røde partiers ideologiske korstog mod de frie skoler.

Friheden til at vælge skole er for mig helt afgørende i det danske samfund, og Venstre vil sikre, at værdierne bag de frie skoler kan udfolde sig optimalt.