Sparkærløb byttes rundt

Af hensyn til forsamlingsloftet rykker Mandeløbet frem i kalenderen og Fjendsløbet tilbage

27. april 2021, 15:29
Arkivfoto: Henrik Bagge

SPARKÆR Vi skal helt tilbage til 2019 for at finde den sidste succesfulde afvikling af Fjendsløbet i Sparkær, der traditionelt løbes i starten af maj.

I 2020 opgav man helt at få det afviklet på grund af corona, og også i år så et forsamlingsloft på 75 ud til at spænde ben for det populære motionsløb, der gerne har flere end 200 løbere til start.

Men det er en ressourcefuld samlet hjernekapacitet, der er i Sparkær IF, som i år har fundet en vej ud af kattepinen.

Man har nemlig i juni endnu et traditionelt motionsløb, Mandeløbet, der dog nærmere har mere beskedne cirka 50 deltagere, og da vi ved, at forsamlingsloftet på udendørs idræt er løftet til den tid, er man i Sparkær IF nået frem til at bytte rundt på de to løb.

Det betyder, at Mandeløbet nu står til afvikling den 27. maj med sine minus 75 deltagere, mens Fjendsløbet med sine 200 plus deltagere i stedet er programsat til tirsdag den 22. juni, begge dage klokken 19.