Trafikordførere vil prioritere lokal cykelsti

En cykelsti mellem Mønsted og Daugbjerg rykkede mandag tættere på, efter to fremtrædende trafikordførere gæstede Østfjends

29. april 2021, 08:29
1 af 2 Kurt Mosgaard fra Mønsted og Omegns Lokalråd fortæller i Daugbjerg, mens Thomas Jensen og Kristian Pihl Lorentzen lytter. Foto: Pauli Vendelbo
2 af 2 Ved indgangen til Mønsted Skole kunne Thomas Jensen og Kristian Pihl Lorentzen konstatere, at det ikke er forsvarligt at cykle langs Hovedvej 16. Foto: Pauli Vendelbo

Mønsted/daugbjerg I mere end 10 år har borgerne i Mønsted og Daugbjerg kæmpet for en cykelsti mellem de to byer langs Hovedvej 16.

En cykelsti, der i højere grad kan forbinde de to byer i stedet for at adskille dem.

Fra Christiansborg er der indtil nu ikke blevet kigget mod det østlige Fjends, når der er blevet delt penge ud til forbedring af det statslige vejnet.

Men det bliver der lavet om på nu.

Det fortalte trafikordførerne fra henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre, Thomas Jensen og Kristian Pihl Lorentzen, mandag eftermiddag, da de besøgte både Mønsted og Daugbjerg.

- Strækningen mellem Daugbjerg og Mønsted er blevet registeret som et hængeparti hos Vejdirektoratet, og nu skal det være, det er vi enige om, sagde Kristian Pihl Lorentzen, inden Thomas Jensen supplerede.

- Vi vil bruge flere penge på cykelstier, og der skulle gerne være penge nok til, at vi også kan bruge nogle her hos jer, lød det fra Thomas Jensen.

Mangler en svingbane

En flok lokale Mønsted-borgere stod klar til at tage imod de to politikere ved Mønsted Skole.

Her forklarede skoleleder Søren Borup blandt andet, at der også er brug for noget trafiksikkerhed ved indkørslen til skolen.

- Vi mangler en svingbane, så det ikke er nær så farligt at holde og vente på at kunne svinge ind mod skolen, sagde han.

Andre fortalte, at ingen tør cykle på vejen mellem Mønsted og Daugbjerg, fordi den simpelthen er alt for farlig.

- Der er et stort behov for en cykelsti, og jeg kan også se, at børnene i Daugbjerg er afskåret fra at dyrke idræt i Mønsted, fordi de er afhængige af at kunne blive kørt hver gang. De kan ikke bare hoppe på cyklen, fordi det er for farligt, sagde Frank Mikkelsen, der til daglig er aktiv i hallen i Mønsted.

Tunnel eller trafikdæmning

Efter en snak i Mønsted gik turen i bil mod Daugbjerg, hvor en anden gruppe borgere stod klar ved krydset i byen.

Og i Daugbjerg gik snakken blandt andet på, hvordan man kan sikre, at cyklisterne kan komme sikkert over vejen, hvis der bliver lavet en dobbeltsporet cykelsti i den ene side af vejen.

- Det skal være så trafiksikkert, at det ikke afholder nogen fra at tage cyklen. Og så vil jeg hellere bruge lidt flere penge på en tunnel, sagde Thomas Jensen.

Nogle af borgerne i Daugbjerg er for tanken om en tunnel under vejen, men Kurt Mosgaard, der er formand for Mønsted og Omegns Lokalråd, vil gerne se på flere muligheder.

- Mit umiddelbare forslag er en form for trafikdæmning. Men det skal selvfølgelig undersøges, og der kunne også blive tale om en rundkørsel eller en fodgængerovergang, sagde Kurt Mosgaard.

Derudover gjorde Daugbjerg-borgerne også opmærksom på, at en cykelsti vil gavne forbindelsen ti Kalk Kaminoen, der en 30 kilometer lang vandrerute mellem Stoholm og Skelhøje, som også går forbi Daugbjerg.

Der var også snak om muligheden for stærekasser i Daugbjerg, der kan være med til at sænke farten gennem byen.

Håber på cykelsti i 2023

Dagen efter begyndte partierne på Christiansborg så at drøfte trafikinvesteringer for cirka 160 milliarder kroner frem mod 2035.

Men hvis man skal tro Kristian Pihl Lorentzen, skal borgerne i Daugbjerg og Mønsted ikke vente så længe, før en cykelsti kan blive en realitet.

- Det her kan sættes i gang hurtigt og med det samme, og senest i 2023 håber jeg, at vi kan stå med en ny cykelsti, lød det fra Kristian Pihl Lorentzen.

Thomas Jensen ville ikke sætte en tidshorisont på inden forhandlingerne. Men han lod forstå, at der er gode muligheder for en cykelsti.

- Jeg kan i hvert fald sige, at jeg vil prioritere den her strækning, og Viborg Kommune fik ingen penge sidst, der blev delt ud. Så det må være deres tur, sagde Thomas Jensen.

Forhandlingerne om fremtiden trafikinvesteringer bliver afsluttet inden sommeferien, og så ligger det klart, hvad borgerne i Østfjends kan se frem til.

Ifølge Vejdirektoratets standardudmålinger vil cykelstien mellem Daugbjerg og Mønsted koste minimum 12 millioner kroner.