Flyfabrikken får status af satellit

Et fritsvævende spillested i Fly får nu et moderskib

30. april 2021, 05:45
Rasmus Johansen testede med en række koncerter allerede i 2019 Luftrummets egnethed som spillested. Gennem de næste fire år bliver Flyfabrikkens livescene nu en satellit til det regionale spillested Paletten i Viborg. Arkivfoto: Henrik Bagge

fly Spillestedet Paletten i Viborg ønsker at bringe musikken ud i regionen, og derfor har man indgået aftale med kulturinstitutionen Flyfabrikken i Fly om at blive såkaldt »satellit-spillested«, foreløbig fra 2021 til 2024.

- Det er en klokkeklar strategi og ikke mindst et varmt ønske fra Palettens side at kunne komme ud i regionen og præsentere musik, siger spillestedsleder Peter Ramsdal.

Paletten fik for et år siden status af »regionalt spillested« hos Statens Kunstfond, og ud over et årligt tilskud på 1,2 millioner kroner i årene 2021-2024 følger også en forpligtigelse til at komme tæt på borgerne i hele regionen, dyrke vækstlaget med talenter og give de smalle genrer bedre betingelser.

Som Tønder Festival

Rasmus Johansen fra Flyfabrikken var ikke sen til at svare ja, da Peter Ramsdal spurgte, om han var med på ideen om at blive satellit-spillested. Det lå nemlig i fin forlængelse af de testkoncerter, Flyfabrikken i 2019 afviklede i det nyindrettede spillested Luftrummet, hvor luften i rummet var tyk af den stemning, der præger Tønder Festival.

- Som udøvende folkemusiker spiller musikken en stor rolle for mig. Jeg elsker, når den er gjort med åndeligt omhu, er ægte og spillet med håndholdte manerer. Derfor er det ikke et tilfældigt valg, at musikken skal fortsætte med netop Tønder Festivalens dna, der favner bredt, siger Rasmus Johansen og fortæller at der lige nu er lagt op til en håndfuld koncerter om året.

Bob Ølhunds Viseverden

I øvrigt har Rasmus Johansen i vanlig kulørt stil ræbet et lille sideprojekt til det egentlige projekt op ad sine folkemusikalske luftveje. B.Ø.V.S. er forkortelsen på det univers, der dækker over »Bob Ølhunds Viseverden«, som bliver en lille druk-poetisk, neo-eksistentiel sangcyklus fra Hancockland, der over de fire års samarbejde vil blive skrevet af Rasmus selv med venner og som tænkes indspillet af de musikere, der besøger Flyfabrikken fra 2021 til 2024.

- Det bliver for mig - og forhåbentlig andre - en slags dannelsesrejse ind i folkemusikken, der i sidste ende tegner et øjebliksbillede af den evigt foranderlige folkemusik, som gemmer sig i alle afkroge af Danmark, siger Rasmus Johansen.