Kræmmermarked på Virksund Camping

02. maj 2021, 06:23
Privatfoto

virksund I weekenden den 7.-9. maj afholder Virksund Egnsmuseum igen loppe- og kræmmermarked på Virksund Camping.

Begivenheden afholdes efter samme koncept som sidste efterår, hvor der tages hensyn til det samlede antal personer, som campingpladsen er godkendt til.

Det vil sige, at antallet af campister, kræmmere og besøgende ikke må overstige 540 personer, og det antal er noget, der vil blive holdt kontrol med ved indkørslen til pladsen. Og her et par uger i forvejen er stemningen omkring markedet helt i top.

- Vi kan allerede nu melde næsten udsolgt, så vi håber på en gentagelse af sidste års succes, hvor såvel kræmmere og campister som gæsterne havde en fornøjelig weekend, lyder det fra lejrchef Hans Korsgaard.

Siden sidst har Lisbet og John meddelt, at de ikke længere ønsker at forpagte Café Mille, men i deres sted er trådt Muthab, der gennem mange år med succes har drevet Kølvrå Pizza.

Og så er dele af den gamle kiosk blevet omdannet til isbod med mulighed for en af de gode »gammeldaws«, forskellige kager samt varme og kolde drikke.

Lejrchef Hans Korsgaard er også selv på plads med en bod, da han har valgt at sælge ud af et stort udvalg af bøger samlet gennem mange år.

Overskuddet af arrangementet går til Virksund Egnsmuseum, som også er at finde på campingpladsen.