Snart klar til start

Jeannette Kvick gør sig de sidste foreberedelser til Stoholm Rally, som er lige om hjørnet

05. maj 2021, 11:02
1 af 2 Gert Johansen fra Tanken i Stoholm tøvede ikke, da Jeannette Kvick spurgte, om han ville være sponsor til hendes rallyløb. Han har fulgt sporten hele sit liv, men synes under alle omstændigheder, man bør støtte, når nogen gør noget for lokalområdet. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 Jeannette Kvick (th) har som sponsor også sikret sig Best by Henriette, der bidrager med chokolade fra Summerbird og popcorn med flavour fra No Crap til de mange hjælperes goodiebags. Foto: Henrik Bagge

stoholm Vi er næsten så tæt på, som vi kan komme, uden at der decideret er stensprøjt og lugten af brændt gummi i luften endnu.

Men der er altså kun ti dage til, at Fjends kommer på rallykortet, når 2. afdeling af DM-serien afvikles på vejene i og omkring Stoholm lørdag den 15. maj.

Og mens løbsarrangør Jeannette Kvick også er co-driver i JP Racings Peugeot 208 med Jan Petersen som chauffør, har hun lige nu samtidig travlt med at få de sidste aftaler på plads.

Alle nødvendige tilladelser fra politi og kommune er i hus, men p.t. turnerer Jeannette Kvick også rundt i det lokale erhversliv for at lave aftaler med sponsorer, der med hvert deres bidrag hjælper til at gøre dagen fantastisk for både kørere, hjælpere og publikum.

I den anledning har avisen besøgt et par af de lokale donorer, der er enige om, at man er nødt til at bakke op, når nogen bruger så megen tid og energi på at få noget til at ske i lokalområdet.

Isløb på Skive Fjord

På Tanken i Stoholm har Gert Johansen fået besøg af Jeannette Kvick, der har forskellige reklamepakker med, som, alt efter størrelsen, giver adgang til eksponering, når DM-afdelingen et par uger efter løbet bliver vist på både TV3 Sport, TV3 Max og alle de regionale tv-stationer i Racemakers produktion.

Der er pakker til 2500, 5000, 10.000 og 12.000 kroner. Og så er der den helt store til 20.000, men så kommer man også på racerbilen resten af sæsonen.

Gert Johansen har sagt ja til en sponsorpakke, der giver omtale på hjemmeside, facebook og i programmet, ligesom Tankens Bilvask også bliver at se på interviewvæggen bag kørerne, når de kommenterer deres løb på skærmen.

Han huser tilfældigvis i forvejen en livslang kærlighed til rallysporten.

- Jeg har jo været med til at køre isløb, når det var nede på Skive Fjord. Jeg er en Dommerby-dreng, så det gjorde man, griner Gert Johansen, der også har en storebror, der har kørt rally.

- Men det er også et lokalt arrangement, og det skal man under alle omstændigheder støtte op omkring.

Sødt til din goodiebag

Men man behøver ikke have muldvarpen op af lommen for at gøre sig nyttig som sponsor.

Andre bidrager med naturalier til forplejningen, og hos Best by Henriette i Vestergade er Henriette Nielsen i gang med at forberede noget til de goodiebags, som skal holde de mange, frivillige officials ude på ruterne med både vådt og tørt gennem dagens fire prøver.

- Jeg byder ind med lidt snolderværk til deres mange hjælpere. Jeg vil gerne støtte op om alt det, der bliver gjort her i området. Jeg har ikke økonomi til de store sponsorater, og det her var så det, jeg lige kunne byde ind med, siger Henriette Nielsen, der har lokket to af sine leverandører med til at slå halv skade på en større leverance, så der kommer både chokolade fra Summerbird og popcorn med flavour fra No Crap i posen.

Og Jeannette Kvick smiler bredt, da Henriette Nielsen insisterer på, at vi prøvesmager popcorn med både karamel-, lakrids- og hindbærsmag.

Hun er taknemmelig for, at også små erhvervsdrivende som Henriette Nielsen kan se sig selv i arrangementet, og alle bidrag er lige velkomne.

- Jo mere, vi kan få ind fra sponsorerne, jo mere kan vi gøre for både kørere og officials, så der bliver kræset lidt om dem. Får vi ingen penge ind, må de nøjes med en vand og en kedelig sandwich. Får vi flere penge ind, kan vi også nurse lidt om dem, så de får en fed oplevelse. For det er mange timer, de skal stå ude på en skide mark, for at vi kan køre, siger Jeannette Kvick.

100 procent opbakning

Det lokale par i JP Racing har ikke selv penge på spil i form af garantier eller andet, for det er Kjellerup og Omegns Motorklub, der står som arrangerende løbsleder.

- Men vi vil også gerne, at klubben kan tjene en krone eller to på det, så vi til næste år måske har et budget til at kunne lave et endnu større DM, siger Jeannette Kvick.

Selv om hun lige nu har meget på tallerkenen, fortryder hun ikke, at JP Racing greb bolden, da 2. afdeling af DM blev aflyst på Fyn på grund af corona.

- Der er 100 procent opbakning til det hele vejen rundt, så det bliver rigtig godt.