Kølleklub holdt generalforsamling

14. maj 2021, 11:20
Formand for Landdistriktsudvalget i Viborg Kommune Mette Nielsen (S) gik en runde med de lokale fra klubben Fokus, da Fly sidste sommer tog hul på en ny krolfbane. Arkivfoto: Henrik Bagge

fly Der har for nylig været afholdt generalforsamling i Fokus, som er navnet på den klub i Fly, der spiller krolf og kroket. Formand Bjarne Andersen gennemgik klubbens første år, der startede flot med et halvt hundrede deltagere til indvielsen ved formand for Viborg Kommunes Landdistriktsudvalg Mette Nielsen (S).

Blandt deltagerne var et stort kontingent af spillere fra naboklubben i Vridsted, som, ifølge Bjarne Andersen, virkelig kan noget med kølle og kugler.

Og siden starten med 13 medlemmer er man nu pludselig oppe på 34, men det skyldes, at nogle helt andre kugler end dem fra kroket er kommet i spil. Fokus har nemlig også fået fodbold på programmet, så man nu kan se to hold spillere jagte hinanden rundt på Fly Sportsplads, og af samme grund blev vedtægterne i klubben ændret, så man nu kan tage andre sportsgrene ind.

Jannik Hvid blev valgt til bestyrelsen, der i forvejen tæller Allan Karlsen, Ole Veje, Marian Skovsende og Bjarne Andersen, mens Henrik Majgaard blev valgt som suppleant.

Tove Andersen blev valgt til revisor og kan glæde sig til, at økonomien, med formandens ord, »ser ganske fornuftig ud.«