Har Mette tabt sutten?

12. maj 2021, 11:14
Kurt Mosgaard. Privatfoto

Statsminister Mette Frederiksen har ladet forstå, at hun er børnenes statsminister. Det har hun og Socialdemokratiet (S) tilsyneladende opfattet bogstaveligt og har nu på det seneste åbenlyst tabt sutten – både internationalt og nationalt.

Internationalt er det nylige og resultatløse vaccine-besøg af statsministeren i Israel et slag i ansigtet på vore gode EU-partnere og en uheldig involvering i parlamentsvalget i Israel.

Det burde Mette have lært af, men nej. Endnu en gang træder S helt ved siden af i forsøget på at lave aftaler med Rwanda, Ægypten og andre ikke/mindre-demokratiske lande i Afrika om at oprette asyllejre i områder, hvor der sker hyppige overtrædelser af menneskerettigheder. Det er lidt for stram en kurs.

Der er ingen tju-bang løsninger og hurtige vælgergevinster på immigration og flygtninge. Der er brug for grænsekontrol, men sideløbende hermed består løsningen i det lange seje træk: At reducere trangen eller behovet fra at flygte fra hjemstavnen på grund af fattigdom, ulighed og krige. Altså langsigtet og klog udviklingspolitik, fair handel og danske bidrag til internationale indsatser med soldater, politi og civile eksperter og ildsjæle. Dette bør prioriteres langt højere.

I øjeblikket er der således ingen af de dygtige danske politifolk blandt FNs 10.000 udsendte UN Police og kun en håndfuld soldater. En fælles international indsats for at skabe øget velstand og tryghed i andre egne burde være en høj prioritet for S.

Nationalt sker der jævnligt overtrædelser af regeringens valgløfter. Op til Folketingsvalget i 2019 vandt S mange vælgeres gunst ved at love en omfattende infrastrukturplan, hvor den midtjyske motorvej via Viborg var et af hovedelementerne. Efter to års forsinkelse er der nu lagt et socialdemokratisk trafikudspil frem, hvor den midtjyske motorvej pludselig er fjernet. Det er ikke mindre end utroværdigt.

Lokalt er Socialdemokratiets spidskandidat Niels Dueholm medunderskriver på byrådets, fagforeningers og erhvervslivets samlede opfordring til Folketingets Transportudvalg om snarest at få gang i anlæggelsen af den midtjyske motorvej. Respekt for det!

Jeg håber, at det vil smitte af på regeringen, hvor man nu meget passende kan finde inspiration i Venstres trafikudspil, som netop er lagt frem. Her optræder den midtjyske motorvej som en høj prioritet.

Viborg har stærkt brug for både en udbygget hovedvej 26 til Aarhus og en midtjysk motorvej, så vores børn kan opleve fortsat vækst samt leve- og jobmuligheder i de kommende år. Det kræver, at man arbejder sammen i byrådet og står fast på at ville skabe udviklingsmuligheder for borgerne og erhvervslivet i vores kommune.

Set herfra, så er svaret på spørgsmålet i overskriften desværre et »ja« – men med håbet om at Mette og S finder sutten igen, så vi kan komme videre, sammen.