Løgstrup Løbet er født

21. maj 2021, 05:26
Foto: AdobeStock/Robert Kneschke

løgstrup De er vant til at løbe Søndersøløbet i Viborg, men det er desværre aflyst i år på grund af corona, og hvad gør man så?

Man laver da bare sit helt eget motionsløb! Sådan har de i hvert fald tænkt på Løgstrup Skole, hvor eleverne fra 0. til 3. klasse tirsdag den 25. maj snører skoene for at tilbagelægge en lokal rute på fire kilometer i det, der er blevet døbt Løgstrup Løbet.

Det foregår klokken 8.30-13.00 og kommer formentlig også til at bringe byens flagalle i spil.

Børnene vil undervejs blandt andet passere byens to plejehjem samt diverse virksomheder, som alle er inviteret med som heppekor.

Blandt andre Dagli´ Brugsen og Slagter Storm har også sponsoreret lækkerier til børnene, når de krydser målstregen.

Dermed peger alt i retning af en regulær festdag i byen, og afdelingskoordinator Charlotte Lindegaard fra Løgstrup Skole ser da heller ingen grund til at skrue forventningerne ned.

- Det tyder på en rigtig god dag, og vi er glade for, at vi alligevel kan komme ud at løbe, når nu Søndersøløbet blev aflyst. Vi har endda valgt samme dato, så vi håber, det kan blive lidt det samme, siger Charlotte Lindegaard.