Gang i svingdøren til Fjends Cup

KK07 er ikke længere en del af selskabet

22. maj 2021, 11:06
HP Johansen har skiftet ud i holdene til Fjends Cup. Arkivfoto: Henrik Bagge

fodbold Den lokale fodboldturnering Fjends Cup er en størrelse, der bliver værnet meget om. Det er et sommerstævne fyldt med traditioner og stolthed, og når man bringer det i miskredit, har det konsekvenser.

Det har klubben Karup/Kølvrå 07 nu måttet sande. De har nemlig ekskluderet sig selv grundet en episode i 2020-udgaven, og afløseren er allerede fundet.

- Vi kan byde velkommen til en ny klub i folden, nemlig Viborg Nørremarken (NUGF), der lige nu er at finde i Serie 3 sammen med flere lokale hold. Det kan vi, fordi KK07 diskvalificerede sig selv ved at melde afbud i 2020 til placeringskampen fredag aften mod Feldborg/Haderup, noget der ikke er velset i denne turnering, skriver arrangør HP Johansen på fjendscup.dk

NUGF bliver den 23. klub til at deltage i stævnet siden turneringens start i 1983. Og hos viborgenserne glæder man sig over at være kommet ind i varmen.

- Jeg er meget glad for, at jeg nu sammen med gutterne fra NUGF får mulighed for at være med i denne superflotte turnering. Vi kommer med et ungt Serie 3-hold, som vil passe godt ind i turneringen. Vi glæder os, siger træner Knud Mogensen til hjemmesiden.

Årets udgave af Fjends Cup tager sin begyndelse 22. juli, mens finaledagen ligger 31. juli.

Nørremarkens nuværende Serie 3 pulje former sig i øvrigt som et mini Fjends Cup sammen med både Sparkær, Mønsted, Stoholm og Ravnsbjerg/Løgstrup, mens Skals, Feldborg/Haderup og Borup er de sidste tre deltagere i den rigtige Fjends Cup.