Kongenshus Kro er åben igen

Der er atter gang i gryderne i den gamle kro på heden

28. maj 2021, 06:20
Marianne Frøik har indgået en ny kontrakt som forpagter af Kongenshus Kro. Hun ses her i den nyrenoverede krostue, der også har fået en fadølshane. Foto: Henrik Bagge

kongenshus Siden torsdag den 6. maj har Kongenshus Kro igen haft åbent for gæster til restaurantens a la carte menu med de restriktioner, vi nu engang aktuelt er underlagt.

Dermed blæser der igen nye, friske vinde over hedens kro, der som alle andre i restaurationsbranchen har været igennem et lidelsesfuldt år med nedlukning på grund af corona.

Det er den hidtidige forpagter, Marianne Frøik, der har indgået en ny aftale med Kongenshus Mindepark om kroen, efter parterne ellers officielt skiltes med udgangen af marts, da den oprindelige kontrakt udløb.

- De spurgte, om jeg kunne lokkes til at tage mig af de bestillinger, der allerede var i bogen, og så nåede jeg frem til, at vi vel egentlig lige så godt bare kunne forlænge. Til gengæld står jeg nu selv med det, siger Marianne Frøik, der i den gamle aftale havde en partner med, da de overtog forpagtningsaftalen tilbage i sommeren 2019.

I stedet er der nu god hjælp at hente fra en anden kant.

- Mor, gider du lige røre lidt i sovsen, råber Marianne Frøik ud til køkkenet, hvor mor går til hånde, mens far er kørt ud med mad til en kunde.

Blusset skruet op

Efter at have været nede at ligge på grund af corona i tæt på et år, har et takeaway-koncept siden årsskiftet været det eneste, der holdt liv i køkkenet.

Men nu er blusset på gaskomfuret altså skruet helt op igen, og Marianne Frøik har genvundet optimismen.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at det har været et hårdt og frustrerende år, men vi går mod lysere tider. Siden januar har jeg kørt med takeaway, og der er heldigvis masser af opbakning fra kunderne. Ordrebøgerne til fester og konfirmation begynder også at være fyldte igen, så jeg glæder mig bare over at være kommet rigtig i gang igen, siger Marianne Frøik.

Genåbningen er hidtil gået over al forventning, og noget af den forrygende travlhed, Marianne Frøik p.t. oplever, kan tilskrives en beslutning, hun tog i farten.

- Jeg var så letsindig at gå med på en spot deal, og da solgte jeg 600 stjerneskud sådan her, siger Marianne Frøik og knipser med fingrene, inden hun gætter på, at de første 100 nok er blevet indløst.

Både nyt og klassikere

Udover at have haft gang i takeaway-delen under nedlukningen, har Marianne Frøik også brugt tiden på at få shinet kroen lidt op, blandt andet med en renovering af krostuen, der også har fået en fadølshane.

Og så har hun forberedt et nyt menukort med både kroklassikere som stjerneskud og æggekage såvel som et par nye, spændende retter.

- Det er som altid med fokus på de gode råvarer og i det hele taget bare en god spiseoplevelse. Og rammerne herude taler for sig selv, for det er jo en helt særlig beliggenhed, vi har, siger hun.

Indtil videre hedder åbningstiden 11.30-16 med mandag lukket, men Marianne Frøik garanterer, at kunderne ikke bliver smidt ud, hvis de sidder der lidt efter klokken 16.

- Den foreløbige plan er, at vi vil lokke folk herud til frokost, men måske kommer vi til at udvide med aften også henad vejen, siger hun.

Fortsætter godt samarbejde

Også bag den anden underskrift på den nye kontrakt er der tilfredshed at spore.

- Vi glæder os over, at der igen er liv i lokalerne, og vi har et rigtig godt samarbejde med Marianne Frøik. Den gamle landevejskro ligger ikke centralt, men til gengæld er her nogle helt unikke rammer med mindeparken som baggrundstæppe, og efter en lang lukkeperiode ser vi frem til, at der igen kommer gæster til kroen, siger bestyrelsesformand for Kongenshus Mindepark Torben Friis Lange.

Kongenshus Kro blev opført i 1913, i forbindelse med at den velhavende købmand Hans Dall, hvis navn står på bygningen, etablerede en renpark.

I dag er Kongenshus en velbesøgt mindepark, som gennem mange år også har budt på god kromad, og det gør den altså igen.