Løgstrup Løbet kom flot fra start

Med et aflyst Søndersøløb havde Løgstrup Skole arrangeret sit eget motionsløb

31. maj 2021, 15:58
1 af 3 Pernille-Mia Bjørndal Jensen var den første lærer til at stikke afsted med denne 3. klasse, da Løgstrup Skole i sidste uge afviklede den første udgave af Løgstrup Løbet. Foto: Henrik Bagge
2 af 3 Lærer Jonna Primdahl og pædagog Frederik Nørkjær havde fået ansvaret for den vandpost, der lå cirka midtvejs på ruten. De ens t-shirts fik alle med tilknytning til skolen på sidste skoledag i 2020, så de kunne fremstå som en enhed, når de er afsted i samlet flok. Foto: Henrik Bagge
3 af 3 Erik fra 3. klasse var første mand ved vandposten. Foto: Henrik Bagge

løgstrup Flagalléen hang lidt med ørerne i regnvejr og vindstille, men det var ligemeget, når børnene struttede af løbelyst i startblokkene, da første udgave af Løgstrup Løbet i sidste uge blev afviklet på Løgstrup Skole.

Og ifølge lærer og medarrangør Jens Vad Brandhøj var det bare udtryk for den generelle opbakning, man havde oplevet i hele byen, at nogen var stået tidligt op for at sætte byens flagallé op, efter de først havde sikret sig, at løbet rent faktisk ville blive afviklet på trods af det lidt skumle vejr.

Og ifølge Jens Vad Brandhøj havde ingen børn da heller forsøgt at forhandle sig til en udsættelse eller aflysning.

I stedet var de ivrige for at blive sluppet fri, også selv om et par spøgefugle iblandt dem inden afgang mere varmede mundtøjet op end de kolde stænger, der snart skulle bære dem fire kilometer rundt i byen.

- Jeg har sidestik, lød det til stor moro fra en ungersvend, allerede inden de var kommet afsted, da lærer og medarrangør Charlotte Lindegaard opfordrede flokken til at tage opvarmningen lidt alvorligt.

Afløste Søndersøløbet

Løgstrup Løbet havde Charlotte Lindegaard og Jens Vad Brandhøj sat i værk, da det stod klart, at Søndersøløbet i Viborg i år ikke ville blive til noget på grund af corona.

Og at det var blevet sådan, havde Charlotte Lindegaard ikke fortrudt, da alle var nået i mål efter anstrengelserne.

Tværtimod kunne hun fortælle, at det var gået over al forventning med højt humør og godt mod hele vejen rundt, og hun havde kun lovord til overs for løbets afvikling og alle dets deltagere, der ikke bare talte skolens børn og lærere.

- Der stod mange tilskuere med flag og heppede rundt omkring i haverne og især henne ved børnehaven. Så stor ros til alle dem og også til Løgstrup Borgerforening. Det var virkelig smukt, at de ville støtte sådan en sag, lød det fra Charlotte Lindegaard.