Jonas stopper som uddeler i Løgstrup

Uddeler Jonas Jensen fra Dagli´ Brugsen skal fra den 1. juli være varehuschef i Kvickly Skive

01. juni 2021, 15:15
Den 30. juni har Jonas Jensen sidste arbejdsdag her i Dagli´ Brugsen i Løgstrup. Dagen efter indtræder han i en ny stilling som varehuschef i Kvickly i Skive, hvor han også bor. Privatfoto

Løgstrup Det er efterhånden syv år siden, at borgerne i Løgstrup første gang kunne hilse på den nye uddeler, men med udgangen af juni er det slut.

35-årige Jonas Jensen er per 1. juli ansat som ny varehuschef i Kvickly Skive, og dermed har bestyrelsen for Dagli´ Brugsen i Løgstrup måttet se sig om efter en ny uddeler.

Ifølge bestyrelsesformand Anne Pedersen er stillingen allerede slået op med en asøgningsfrist på den 20. juni og ansættelse per 1. august, så juli måned køres igennem med den vagtplan, der allerede er lavet.

- Vi er meget kede af, at Jonas stopper, og vi blev lidt chokerede, fordi det kom så pludseligt. Men vi har nok set det komme, for han er alt for dygtig til at sidde her, til han bliver 70. Han har udført den mission, han havde hos os, så nu var det tid at komme videre. Vi ønsker ham god vind, og så håber vi, at vi kan finde en, der er lige så god, siger Anne Pedersen.

Kjeldbjerg forever

Jonas Jensen er født og opvokset i Kjeldbjerg, og selv om det efterhånden er et stykke tid siden, at han havde adresse i lillebyen i Fjends, i dag bor i Skive og tager på arbejde i Løgstrup, vender han stadig tilbage til fødebyen, så tit han kan, for at spille lidt bold med gutterne på byens fodboldhold.

Så med ansættelsen som varehuschef i Kvickly Skive er det på en måde en ring, der er sluttet for manden, der som ung teenager startede som flaskedreng i Brugsen i Egeris, da der stadig var en sådan.

Siden har karrieren i Coop bragt ham rundt i diverse stillinger i Fakta og Super Brugsen lige fra Nykøbing over Hanstholm til Bjerringbro og Viborg, inden han for syv år siden indtrådte i stillingen som uddeler i Dagli´ Brugsen i Løgstrup.

Her har han altså sidste arbejdsdag den 30. juni, og selv om han glæder sig til den nye udfordring, har han det ikke ubetinget godt med at sige farvel til Løgstrup.

- Jeg forlader en superarbejdsplads, nogle superkolleger og en bestyrelse i verdensklasse. Men det var bare, som om min mission i Løgstrup var fuldført, og nu skulle jeg videre på en ny rejse. Men det er selvfølgelig tungt at sige farvel til noget, man har haft det godt i, siger Jonas Jensen.

Klar til et nyt eventyr

Han var dog ikke i tvivl, da han så, at Kvickly Skive kom til at mangle en ny varehuschef, og han fløj straks til tasterne for at lægge billet ind.

- Jeg havde et stykke tid gået og tænkt på, om jeg snart var klar til et nyt eventyr, og da jeg så, at stillingen i Skive var blevet ledig, faldt det mig helt naturligt at give Kvickly en chance for at se, om de kunne bruge sådan en som mig, siger Jonas Jensen.

Det kunne de som bekendt, og det endda selv om nye varehuschefer traditionelt er blevet rekrutteret fra enten Super Brugsen eller en anden stilling internt i Kvickly.

Men salgschef i Kvickly Bjarne Bach er ikke i tvivl om, at man har truffet det rigtige valg ved at ansætte Jonas Jensen, selv om det var et bredt og stærkt felt, han var oppe imod.

- Vi får for mig at se en helt fantastisk personlighed, som for det første er lokal og har boet i Skive og omegn hele sit liv, og som for det andet er rigtig godt klædt på teoretisk i forhold til at have en revisoruddannelse og have taget en HD i ledelse og organisation. Og så har han jo også en rigtig bred karriere i Coop, hvor han har været hele rundt i alle vores kæder, siger Bjarne Bach.

Føler sig godt rustet

Jonas Jensen er den første i Coops historie, der har taget skridtet fra uddeler i Dagli´ Brugsen til varehuschef, men det skræmmer ham ikke.

- Jeg føler mig godt rustet til det, og det, tror jeg, også Coop synes, for ellers havde de valgt en anden. Og så passer jeg også meget godt ind i Coops filosofi om at gøre karriere på tværs af kæderne, siger Jonas Jensen.

Den nyudnævnte varehuschef gør sig ingen illusioner om, hvad der venter ham.

- Jeg tror, det bliver en kæmpeopgave, som jeg virkelig glæder mig til at tage fat på. Men det bliver ingen walk in the park, det er helt sikkert. Det bliver hårdt arbejde sammen med det dygtige personale, der i forvejen er i Kvickly Skive, at få egnens gladeste kunder, siger Jonas Jensen og afslører dermed også, hvad målsætningen er.

Den hidtidige varehuschef i Kvickly Skive Claus Holstein Bro har fået nyt arbejde i Super Brugsen Mariager, da han havde et ønske om at komme tættere på hjemmet i Aalborg.