Kulørt blomstertur i Daugbjerg

13. juni 2021, 06:13
1 af 2 Arne Friis Hansen fortæller om vinbjergsneglenes betydning i fastetiden for middelalderens munke. Foto: Torben Vinge
2 af 2 Torkil Stensig beretter om brugen af champignonmuld i haven. Foto: Torben Vinge

daugbjerg 35 sjæle havde torsdag takket ja til et tilbud fra menighedsrådene i Daugbjerg, Mønsted og Smollerup om en guidet blomstertur i Daugbjerg og omegn.

Med afgang fra parkeringspladsen var deltagerne delt op i to grupper, hvor Arne Friis Hansen tog den ene gruppe i hånden på en tur gennem skov, mark og eng, hvor han fortalte om de vilde blomster og også gjorde deltagerne klogere på faunaen i skov og krat.

Den anden gruppe kiggede på blomster på kirkegården sammen med Torkil Stensig, som også er graver ved kirken. På denne tur så man også fotoudstillingen i konfirmandstuen, hvor en række dygtige, lokale amatørfotografer har dokumenteret årets gang i kirkerne.

Begge ture blev krydret med fortællinger om områdets spændende historie, og da første omgang var overstået, tog guiderne så turen igen med den anden gruppe, så alle på den måde nåede omkring det hele.

Ifølge Torkil Stensig holdt det heldigvis tørt på en aften, der sluttede med kaffe og et par sange på sportspladsen.