Viborg Big Band blæser coronaen et stykke

Julekoncerten blev aflyst, men nu vender hele orkestret med gæstestjerne frygteligt tilbage til Stoholm

10. juni 2021, 10:59
1 af 2 Viborg Big Band vender tilbage til Stoholm søndag den 13. juni med en koncert i Fritids- og Kulturcentret. Pressefoto
2 af 2 Saxofonist Jens Klüver var på plakaten som gæstesolist til den aflyste julekoncert, og det er der ikke lavet om på, når Viborg Big Band vender tilbage til Stoholm for at indhente det forsømte. Pressefoto

stoholm Kan man egentlig spille julekoncert om sommeren? Ja, det kan man godt, hvis man skylder og i øvrigt undlader at spille julemusik!

Det synes at være rationalet bag Viborg Big Bands beslutning om at gennemføre decembers måneds coronaaflyste koncert i Stoholm Fritids- og Kulturcenter søndag den 13. juni klokken 14 med saxofonist Jens Klüver som special guest star.

Det gør man ifølge eget udsagn for at publikum kan få stillet den voksende »kultursult« gennem en musikoplevelse med et varieret program af både nye og mere velkendte numre.

Koncerten er gratis, men man vil gerne have styr på, hvor mange der kommer, så billetter kan bestilles på dit lokale bibliotek eller via viborgbib.dk.

Gå altid tilbage til en fuser

Dermed trodser man alle sikkerhedsråd ved at gå tilbage til en fuser, for spoler man tiden tilbage til december 2020, var Viborg Big Band nemlig klar til det helt store brag med en velsmurt julekoncert i både Viborg og Stoholm, som det efterhånden er en tradition.

Gæstesolist Jens Klüver var bandets joker, og programmet var indstuderet og forberedt til sidste note forud for højtiden, men få dage før klimaks bankede en uvelkommen og verdensberømt virus igen på og gjorde alle de mange, seriøse forberedelser helt til grin.

Også et forsøg på en alternativ og ret spektakulær afvikling, hvor bandet ville spille med ryggen til publikum, men med videoprojicering på en storskærm, måtte lade livet på coronapolitiets alter.

Sommervenligt repertoire

Men nu er Viborg Big Band altså igen krøbet ud af isolation og klar til at give den et skud, denne gang dog uden julemusik, men til gengæld garanteret med front mod publikum.

Solisten er den samme, repertoiret bliver sommervenligt, og instrumenterne er nypudsede, lover bandet, der varmer op til koncerten i Stoholm ved at spille på Viborg Bibliotek lørdag den 12. juni.

Koncerten i Stoholm er arrangeret i et samarbejde mellem Stoholm Bibliotek, Stoholm Fritids- og Kulturcenter, Stoholm Menighedsråd, Sport på tværs og Stoholm Borgerforening v/Trivselspiloterne.