JP Racing i mudderløb

11. juni 2021, 15:48
Foto: Allan Post

stoholm De havde set frem til et godt løb med et godt resultat, men i stedet endte det i ren skuddermudder for Jan Petersen og Jeannette Kvick i JP Racing, da der var Glad Rally i Kalundborg.

Allerede efter 300 meter af første prøve begyndte bilen at have sit eget liv og kun køre på tre cylindre, men blev dog kæmpet i mål med et stort tidstab.

Også prøve 2 var lige til glemmebogen, da der først inden tredje prøve var tid til at kigge på problemerne.

Heller ikke den blev dog nogen succes, til dels fordi teamet ramte et kæmpe mudderhul, der helt lukkede udsynet gennem forruden. Så er der lang vej.

Siden vendte også de koblingsproblemer tilbage, som teamet har døjet med siden køb af bilen, og derfor blev weekenden aldrig på noget tidspunkt tilfredsstillende for JP Racing, hvis næste løb er DM4 26. Juni i Esbjerg.