Demo for cykelsti i Fjends

Cyklistforbundet støttede søndag lokale demonstranter i deres kamp for sikker cykeltrafik mellem Mønsted og Daugbjerg

16. juni 2021, 08:59
1 af 4 Selv på en stille søndag opleves Holstebrovej mellem Mønsted og Daugbjerg som særdeles farlig for cyklister. Foto: Henrik Bagge
2 af 4 De startede her ved Mønsted Skole, inden de bevægede sig ud på de blot tre kilometer af Holstebrovej, som cykelstien drejer sig om. Foto: Henrik Bagge
3 af 4 Kurt Mosgaard fra Mønsted Lokalråd og Ann-Britt Poulsen fra Daugbjerg Borgerforening havde samlet mange gode mennesker fra lokalområdet, da der søndag blev demonstreret for en cykelsti mellem Daugbjerg og Mønsted. Foto: Henrik Bagge
4 af 4 Humøret var højt, selv om der blev demonstreret for en alvorlig sag. Foto: Henrik Bagge

mønsted/daugbjerg 2. søndag i juni er Store Cykeldag, hvor Cyklistforbundets lokalafdelinger hvert år inviterer på cykeltur, og i Viborg-afdelingen havde man denne gang set sit snit til at slå et slag for en cykelsti mellem Mønsted og Daugbjerg, som er en kamp, der går mange år tilbage.

Daugbjerg er nemlig opland til Mønsted, når det kommer til både skole og fritidsaktiviteter, men den stærkt og tungt trafikerede Holstebrovej gør, at ingen vover at hoppe på jernhesten mellem de to byer, selv om der kun er tre kilometer.

Derfor gik Cyklistforbundet Viborgs tur i år vestpå ad stier og mindre veje gennem Ravnstrup, Sparkær og Mønsted, indtil man ved Mønsted Skole mødte en gruppe af lokale cykeldemonstranter, så man det sidste, farlige stykke ad Holstebrovej var en karavane på op imod et halvt hundrede stykker.

Med alvorsminen på

Og selv om mange cykler var festligt pyntede med flag og blomster, og humøret var højt, så var alvorsminen også på, da det store følge nåede Daugbjerg Minilandsby.

- Det er mange år tilbage, at der har været fokus på det, for det er simpelthen for farligt, selv om det jo kun tager et kvarter at cykle turen, sagde Ann-Britt Poulsen fra Daugbjerg Borgerforening.

Hun var glad for initiativet fra Cyklistforbundet Viborg, der blandt andre havde Villy Lauritsen med i truppen.

Og efter at have kørt de tre kilometer ad Holstebrovej fra Mønsted Skole til Daugbjerg havde han ikke svært ved at forstå, hvorfor der i området stadig er ild i en mangeårig, men hidtil forgæves kamp.

- I år syntes vi, det var oplagt at cykle til Daugbjerg, fordi de så gerne vil have en cykelsti herude. Forståeligt nok. Jeg har gjort meget for at få mine børn til at cykle, men jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at sende dem ud på den her vej. Det ville simpelthen være for risikabelt, lød det fra Villy Lauritsen, da han skulle karakterisere cykelforholdene på Holstebrovej, som han endda kun havde oplevet på en stille søndag.

Opråb til ministeren

I den anden ende har Kurt Mosgaard fra Mønsted Lokalråd længe været involveret i kampen for en cykelsti mellem de to byer og dannede også på denne dag bagtrop på det udstrakte hovedfelt.

Og han benyttede dagens markering til endnu engang at forsøge at råbe transportministeren og Folketingets Transportudvalg op med et brev.

Holstebrovej, eller Hovedvej 16, er nemlig en statsvej, og med sit seneste opråb rammer Kurt Mosgaard lige ned i de igangværende forhandlinger om infrastruktur og har også noteret sig ubetinget opbakning til en cykelsti mellem Mønsted og Daugbjerg fra alle lokale på tinge.