Borgmester kridter skoene til indvielse

Man kan tyvstarte med en lille vandretur, når borgmester i Viborg Kommune Ulrik Wilbek den 26. juni klipper snoren til Kalk Kaminoen ved Daugbjerg Kalkgruber

18. juni 2021, 08:29
Som optakt til indvielsen af Kalk Kaminoen lørdag den 26. juni klokken 11, står Dansk Vandre­laug bag en gåtur, der fører gennem Smollerup-sporet som her på billedet. Turen har afgang fra Smollerup Kirke klokken 9.30. Privatfoto

fjends Borgmester i Viborg Kommune Ulrik Wilbek (V) skal have slebet saksen til lørdag den 26. juni, når der er indvielse af den 30 kilometer lange vandrerute, Kalk Kaminoen, mellem Stoholm og Skelhøje.

Det sker ved en officiel markering, hvor borgmesteren klipper snoren i Dybdal Skov ved Daugbjerg Kalkgruber.

Selv om den nye vandrerute allerede har været åben for vandrerne i flere måneder, så er det trukket noget ud med en officiel indvielse grundet corona.

- Men nu kan vi endelig markere, at vandreruten er åben for alle. Det har været dejligt at opleve en stor interesse og mange glade vandrere her i foråret, siger Bent Poulsen, Skelhøje, i en pressemeddelelse.

Han er formand for foreningen »Kalk Kaminoens Venner«, som har været primus motor på planlægningen og den mere praktiske del af projektet.

Tyvstart før snoreklip

Der er snoreklip klokken 11, men allerede inden det kan man vælge at gå med på en af tre vandreture, der alle fører ad Kalk Kaminoen til indvielsen.

Klokken 9.30 står Viborg- afdelingen af Dansk Vandrelaug bag en gåtur med afgang fra Smollerup Kirke, mens der klokken 10 både er afgang fra Daugbjerg Dås med Viborg Fodslaw og fra Østfjendshallen i Mønsted ført an af Kurt Mosgaard.

Ideen til Kalk Kaminoen går et par år tilbage og udsprang af et samarbejde mellem lokalsamfundene i Stoholm, Mønsted, Daugbjerg, Grønhøj og Skelhøje samt attraktioner langs ruten.

Det har været tanken, at strækningen skal synliggøre områdets dna med dets kalkminer, flagermus, tørvegravning, opdyrkning af heden, kartoffelkulturen og landskabet under sidste istid.

Kalk Kaminoen er etableret i samarbejde med Landbrug & Fødevarers stiprojekt Spor og med støtte af Nordea-fonden og Viborg Kommune. Derudover har Lions Fjends og HedeDanmark hver især bidraget med et sponsorat.

Alle er velkomne til at være med, når borgmester Ulrik Wilbek klokken 11 klipper snoren i Dybdal Skov ved Daugbjerg Kalkgruber. I skrivende stund er der krav om coronapas eller gyldig test.

Blandt deltagerne er også Landbrug & Fødevarers viceformand, Lone Andersen, og projektleder Rasmus Emborg fra Spor i Landskabet.