Fjandboer kom tæt på lokalpolitiet

Et par betjente var i sidste uge taget på turné med den mobile politistation

18. juni 2021, 08:41
1 af 2 Birthe Corvenius, Mønsted, havde taget sønnen Nikolai med hen for at hilse på Mark Jensen og Emil Hansen (th) fra Viborg Politi, der torsdag var taget til Fjends med politiets mobilstation. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 Der var gæster, helt indtil det var tid at pakke mobilstationen sammen for de to betjente fra Viborg Politi. I forgrunden er det halbestyrer i Mønsted, Frank Mikkelsen, der priser sig lykkelig for, at maskepåbuddet fra mandag er ophævet, da han aldrig har fået lært, hvordan man tager mundbindet rigtigt på. Bag ham er det Åge Steffensen, der ikke har andet at klage over, end at nogle bilister giver den lige rigeligt med gas gennem Mønsted oppe på hovedvejen. Foto: Henrik Bagge

POLITI Der var ingen udrykning, men i stedet rykind, da politiet sidste torsdag gæstede først Stoholm og siden Mønsted med den mobile politistation.

Dermed fik borgere i alle aldre mulighed for at komme helt tæt på lokalpolitiet, og det benyttede mange sig af især i Mønsted, hvor mobilstationen ikke har holdt parkeret før.

Da avisen besøgte den lille tourbus ved Dagli’ Brugsen, var en mor og hendes søn i dialog med de to betjente fra Viborg Politi, Mark Jensen og Emil Hansen.

- Jeg havde egentlig bare lyst til at se vognen indefra, sagde 13-årige Nikolai Corvenius, der går i 6.a i Mønsted Skole, hvorefter hans mor, Birthe Corvenius, uddybede lidt.

- Jeg syntes, det var bedre, at han mødte politiet, inden han roder sig ud i noget, og får hilst på dem uden nødvendigvis at have gjort noget forkert først som for eksempel at være dum på knallert eller andet, sagde Birthe Corvenius.

Frivilligt lagt i håndjern

Flere ældre klasser fra Mønsted Skole havde i forvejen været forbi for at hilse på, og ud over for eksempel at prøve betjentenes håndjern, havde de også været godt nysgerrige med mange gode spørgsmål i ærmet, ifølge Mark Jensen.

- De har for eksempel spurgt ind til, hvad bødestørrelsen er for knallerter. De skulle lige vide, om det kunne betale sig at stoppe, hvis de så os og havde kørt lidt for stærkt.

Kan det så det?

- Ja, det vil jeg jo mene, at det kan, grinede Mark Jensen.

Der var også kommet en ældre herre forbi for at aflevere en signalpistol som en slags frit lejde-aktion.

- Det her er så ikke lige minded på den slags, så han fik at vide, at det var bedre, hvis han gik ind på en rigtig politistation med den, lød rådet fra Mark Jensen.

Men han kunne forsikre, at det altid er godt og givtigt at komme ud på disse ture for at skabe bedre og nærere relationer til lokalbefolkningerne rundt omkring og også få afmystificeret nogle af de myter, der lever om politiet og dets arbejde.

En stille og rolig by

Der var også besøg af andre, for hvem folkeskolen blot er et fjernt minde. På falderebet dukkede således Åge Steffensen fra Mønsted op, men det var nu ikke, fordi han havde noget særligt at udsætte på politiets indsats i Mønsted.

- Det er en stille og rolig by, så det er begrænset, hvor meget der er brug for dem herude. Det værste er vel sådan set, at mange biler kører temmelig stærkt gennem byen oppe på hovedvejen, også selv om der er en rundkørsel midt i det hele.

Før den kom til Mønsted, havde politiets mobilstation gæstet Stoholm i et par timer, hvor den holdt parkeret ved Fælleshuset på Stadionvej.