Fjendsløbet gør comeback

18. juni 2021, 15:37
Arkivfoto: Henrik Bagge

sparkær I 2020 måtte Sparkær IF aflyse Fjendsløbet på grund af corona.

Der er vi slet ikke i år, hvor nærmest hver uge byder på yderligere lempelser af coronarestriktionerne.

Til gengæld afvikles løbet denne gang en måneds tid senere end normalt. Det skyldes, at man med et forventeligt højere deltagerantal end Mandeløbet samme sted, byttede dato med denne begivenhed, som allerede blev afviklet den 27. maj med 33 deltagere.

Det var lige i underkanten af det forventede, og derfor er man i Sparkær IF spændte på, om det også slår igennem på Fjendsløbet, der tidligere har haft flere end 200 deltagere.

Men for alle dem, der ikke er begyndt at strikke eller lægge puslespil i stedet for at løbe, står arrangørerne i hvert fald klar til at modtage et stort antal løbere under sikre forhold.

Der er også mange fine lodtrækningspræmier, så man kan få mere end en god løbetur ud af anstrengelserne.

Man kan enten melde sig til og betale på forhånd på www.fjendslobet.dk eller på stedet senest en halv time før løbsstart.

Fjendsløbet, der i år afvikles for 38. gang, har tre ruter på henholdsvis 4,8 km, 7,6 km og 11,5 km. De to lange ruter er lidt kuperede, mens den korte er egnet til både barne- og klapvogne, hvis nogle har lyst til at gå ruten.

Alle ruterne går gennem flot natur og med gode udfordringer for både motionister og eliteløbere.

Der er start og mål ved idrætsforeningens klubhus på Enrico Dalgasvej.