Genvalg til alle i Mønsted Kulturhus

24. juni 2021, 11:51
Arkivfoto

mønsted 20 deltog onsdag den 9. juni i generalforsamling i Mønsted Kulturhus, som var udskudt på grund af corona.

Formand Bjarne Nielsen omtalte i sin beretning, at der er blevet lagt nyt tag på stolerummet, da tagpappet var blevet utæt, og at man har fået ny instalation, da den gamle fra 1976 trængte til at blive skiftet ud.

Det kostede så også omkring 130.000 kroner at skifte de to dele ud.

I 2020 var Kulturhuset tvangslukket en stor del af tiden tiden, og det resulterede i et driftsunderskud på ca. 70.000 kroner.

Fra mange sider, har der været snak om tilskud til tvangslukkede firmaer og foreninger, men Kulturhuset har ikke fået en krone, udover de 18.000 kroner, som alle forsamlingshuse i Viborg Kommune får hvert år.

Til gengæld er der endelig ved at komme gang i festerne i forsamlingshusene igen, og også lotterispillet i Kulturhuset er klar til start torsdag den 24. juni klokken 19. Coronapas eller gyldig test er påkrævet.

Der var genvalg til Bjarne Nielsen, Jacob Madsen og Anders Klindt Maagaard til bestyrelsen, mens også suppleanterne Jonna Drejer og Bent Astrup samt revisorerne Jørgen Boye og Ole Maagaard alle blev genvalgt.