Fjendsløbet i decimeret udgave

De lysegrønne fra Damsgaard Fysioterapi fyldte igen meget i motionsløb med mandefald

28. juni 2021, 10:20
1 af 4 Damsgaard Fysioterapi og Træning fra Stoholm havde denne gang 30 tilmeldte til start i deres umiskendelige, lysegrønne sponsortrøjer fra Ib Damsgaard. Foto: Henrik Bagge
2 af 4 I midten er det vinder af Fjendsløbet Erik Korup Pedersen flankeret af andenpladsen Søren Rasmussen (th) og tredjepladsen Marcus Bommer. Foto: Henrik Bagge
3 af 4 Søren Rasmussen fra Viborg glemmer ikke, at han engang har løbet Hamburg Marathon på 2 timer, 18 minutter og 32 sekunder. Han har nemlig tiden tatoveret på sit højre ben. Foto: Henrik Bagge
4 af 4 Solveig Davidsen fra Skive var første kvinde i mål, og hendes præstation blev kun større af, at hun havde en på slæb. Hun er nemlig gravid i 23. uge. Foto: Henrik Bagge

motion I 2020 måtte Sparkær IF aflyse Fjendsløbet i maj på grund af corona, så i 2021 havde man byttet dato med klubbens Mandeløb, der traditionelet løbes i juni, så det løftede forsamlingsloft kunne give plads til flere deltagere i Fjendsløbet.

Det viste sig at være en rigtig disposition, men med kun 83 deltagere tirsdag aften sneg Fjendsløbet sig denne gang blot lige over maj måneds forsamlingsloft på 75.

Det var kun godt en tredjedel af det antal løbere, der stillede til start i 2019, hvor intet mindre end 214 havde snøret løbeskoene.

Damsgaards hær fra Stoholm

Dengang stillede Ib Damsgaard fra Damsgaard Fysioterapi og Træning i Stoholm alene med flere løbere, end der totalt set var med denne gang, men de 90 motionister, han i 2019 havde tilmeldt, var nu også langt over normalen, som nærmere er de 30 deltagere, han denne gang havde formået at overtale.

Under alle omstændigheder fyldte de proportionalt lige så meget som normalt i deres ens, lysegrønne sponsortrøjer fra Damsgaard Fysioterapi, der ved starten fik feltet til at ligne en lille invasion fra Mars.

De var ikke alle klienter fra klinikken, da også pårørende er flinke til at løbe (eller gå) med, når nogen er i gang med en genoptræning, afslørede Ib Damsgaard i målområdet.

Færre deltagere, bedre vejr

Fra arrangørside var det lave deltagerantal ikke noget, man lod sig deprimere over.

- Vi er til i år rykket hen på en noget travlere dato med mange studenterfester og lignende, så det forklarer nok en del. Til gengæld er vejret så noget bedre, end det plejer, grinede Lone Bach Sørensen fra Sparkær IF´s løbeafdeling.

Mens formand Hans Peter Johansen i start-/målområdet var manden med mikrofonen, var Lone Bach Sørensen sammen med Margit Pedersen på backing vocals, da de registrerede tiden for løberne, der efterfølgende selv kunne gå ind på løbets hjemmeside og printe et diplom ud.

Løberne kunne vælge mellem ruter på 4,8 kilometer, 7,6 kilometer og 11,5 kilometer. Langt størstedelen nøjedes med den korte rute, og først i mål var 18-årige Erik Korup Pedersen fra Viborg.

Han blev fulgt af Søren Rasmussen, Viborg, mens Marcus Bommer, Holstebro, løb ind på tredjepladsen.

Søren Rasmussen har tilbage i 90´erne ved flere lejligheder vundet Skiveløbet, og i 2000 registrerede han i Hamburg Marathon en tid på 2 timer, 18 minutter og 32 sekunder.

Den første kvinde i mål lod vente lidt længere på sig, men hun havde så også en ekstra person med i sidevognen, skulle det vise sig.

31-årige Solveig Davidsen fra Skive er nemlig 23 uger henne i sin graviditet, som skal give hendes søn en endnu unavngiven lillesøster, kunne hun fortælle, mens hun fik vejret igen efter det imponerende tandemløb.

Det var 38. gang, at Sparkær IF afviklede Fjendsløbet.