Klap dyrene i Løgstrup

Torsdag er der kæmpe legedag på landet

28. juni 2021, 11:32
Privatfoto

løgstrup De sidste 15 år har Viborg 4H inviteret alle børn med forældre eller bedsteforældre til »Kæmpe legedag på landet« i starten af sommerferien, men sidste år måtte man give fortabt på grund af corona.

Men nu er man stærkt tilbage, og denne gang finder legedagen sted på Hedegårdvej 2 lidt uden for Løgstrup.

Det er torsdag den 1. juli fra klokken 10, at børn og voksne kan deltage i mange forskellige aktiviteter dagen igennem.

Man kan for eksempel besøge dyrene i stalden, se robotterne malke og fodre, klappe kalvene eller gå en tur med dem.

Der vil også være en halmlegeplads med rutsjebane samt pedaltraktorer. På græsset kan de mindste lege på et legetæppe med marker, veje, maskiner og dyr.

Der køres hele dagen også tur i traktor og vogn ud i marken, der er skattejagt, og for de mere kreative vil der være mulighed for at lave sit eget reb, at filte eller male sit eget mel.

Derudover er der masser af muligheder for bare at gå rundt og hygge sig, lave popcorn over bål eller lege.

Ved dagens start inddeles børn og voksne i hold, som starter forskellige steder, således at alle kommer rundt til alle aktiviteter, og der ikke opstår for lange køer.

Man kan tage sin egen madpakke med, men ellers er der også mulighed for at købe frokost fra grillen. Dagen sluttes af ved 15-tiden med en is.

Af hensyn til planlægningen er tilmelding nødvendig på 51 51 20 92.