Flere om at sikre motorvej

01. juli 2021, 10:11
Mette Nielsen, Kaare Dybvad og Mads Panny. Privatfoto

I onsdagsudgaven af Viborg Stifts Folkeblad kunne man læse, at Claus Clausen takker Søren Pape for at »hjælpe« Kristian Pihl med at sørge for en motorvej til Viborg. Det ligner lidt en konkurrence om, hvem der har lavet mest!

Claus Clausen (V) kritiserer i sit indlæg flere andre partier i Byrådet. Når man peger på andre, så peger de fleste fingre mod sig selv. Derfor vil jeg nævne, at man må undre sig over, hvorfor det skal være med en S-regering i front, at Venstre og Konservative nu er ude at tage æren helt alene. De kunne jo dybest set bare have prioriteret den motorvej i sidste periode hvor både V og K var i regering?

Nu får vi en motorvej! Og jeg er enig med Claus Clausen i, at det er positivt for Viborg Kommunes fremtid. Jeg mener, at der er grund til både glæde og begejstring ikke mindst for vores erhvervsliv. Det er også vigtigt, så vi (igen) kan blive en attraktiv bosætningskommune. Begge forhold er nødvendige for at have »skattekroner« til en god velfærd!

Indenrigsminister Kaare Dybvad Bek var i maj til landdistriktskonference på Verdenskortet i Klejtrup. Under hans besøg spurgte han både Mads Panny og mig om vores syn på motorvejen. Og ja, selvfølgelig bakkede vi op om en motorvej til Viborg.

Jeg anerkender til fulde Kristian Pihls utrættelige arbejde for at Viborg nu får en motorvej. Og for den sags skyld også Søren Papes arbejde. Men politik kan man ikke lave alene.

Det vigtigste må vel være, at motorvejen nu bliver en realitet. Midt i glæden er der vel også en tidligere Oberst – Jens Christian Lund - der kunne fortjene en tanke eller to for hans arbejde med at trække en motorvej til Viborg.