Honninghekse og lopper på Lundø

En ny café holdt snigpremiere, da lillebyen holdt loppemarked

02. juli 2021, 13:26
1 af 5 Der var tryk på hos Jette Kjølhede, der har forretningen Genbrugsguld. Privatfoto
2 af 5 Lundøs honninghekse havde fremtryllet utallige glas nyslynget honning og bød på jordbær med gyldne dråber. Privatfoto
3 af 5 Lundøs honninghekse havde fremtryllet utallige glas nyslynget honning og bød på jordbær med gyldne dråber. Privatfoto
4 af 5 Øhaven - det tidligere Savillas - slog cafédørene op til en snigpremiere. Privatfoto
5 af 5 Lasse Nystrøm kan godt lide gamle biler, særligt Bedford, så der var også mulighed for at købe en bil på loppemarkedet. Privatfoto

marked Som bekendt skinner solen altid på Lundø, så stemningen var helt i top, da lillebyen for nylig igen afholdt loppemarked med boder hele vejen gennem byen langs den flagklædte Lundøvej lige fra det rekreative Æblehaven på nummer 158 til forretningen Genbrugsguld i nummer 176.

Og så bød dagen også på en lille snigpremiere, da Line Bang Andersen slog cafédørene op til Øhaven, der tidligere er kendt som Savilla i centrum af Lundø.

Det gjorde hun med dejlig mad til indtagelse i gårdhaven eller »to go«, og ivrige gæster dannede kø helt ud på gaden, så Line næsten var rørt til tårer over modtagelsen, beretter Hanne Juel fra Ørådet Lundø.

Øhaven vil i nærmeste fremtid melde ud, hvornår den officielle åbning bliver på byens nye café og landkøkken.

Honningheksenes søde bryg

Vanen tro havde det omfangsrige loppemarked trukket folk til fra nær og fjern, og initiativtagerne Jette Kjølhede og Sussi Hørup var ovenud tilfredse med fremmødet.

Det er Jette Kjølhede, der har Genbrugsguld, og med haven fyldt af ene gode sager var der godt gang i omsætningen.

Markedet bød også på en ny form for heksebryg, da seks honninghekse siden sidst har set dagens lys på Lundø.

De har dyrket deres nye hobby siden efteråret og har formået at trække over 20 kilo honning ud af 14 tavler, så de lokkede på markedet med jordbær dyppet i nyslynget honning.

Nytilflyttede Lillian Svendsrud havde en bod med kunsthåndværk, hvor hun på klingende norsk lokkede kunderne til at stifte nærmere bekendtskab med hendes keramik.

Gang i pipkassen

Og næsten som om loppemarkedet havde et skandinavisk tema, havde også svenske Lasse Nystrøm sin egen bod, hvor man blandt andet kunne købe en gammel Bedford.

Han har nu boet på Lundø i mange år sammen med fru Lone, og de fleste kender efterhånden parret som store entusiaster udi veteranbiler, hvilket hvert år kulminerer, når de står bag det store arrangement Lundø Classic.

Og så var der selvfølgelig også godt pakket ved bordene i Lundøs rekreative perle, Æblehaven, hvor godtfolk mødes og snakken går.

Her kunne gæsterne blandt andet nyde de fine fugle i stedets voliere, som bliver passet af en trofast trup af øboere.

Det næste loppemarked på Lundø er den 24. juli, oplyser Hanne Juel.