Puljerne klar til Fjends Cup

10. juli 2021, 06:20
1 af 2 Mr. Fjends Cup Hans Peter Johansen (th) og Daniel Brøns fra Sparkær IF får her hjælp med lodtrækningen af en repræsentant fra Viborg Nørremarken. Foto: Jacob Mackenhauer
2 af 2 Sådan ser puljerne ud til Fjends Cup 2021. Foto: Jacob Mackenhauer

fjends Der er intet ved Fjends Cup, der ikke kan måle sig med større turneringer som Champions League og VM-slutrunder, når det kommer til pompøsitet og publikumsinddragelse.

Det gælder lige fra faneindmarch til afspilning af »You´ll never walk alone« før finalen.

Således er lodtrækningen til gruppespillet også noget man gør et nummer ud af, og til dette års turnering, som løber af stabelen 22.-31. juli, blev lodtrækningen afviklet live på facebook for nylig.

Det gjorde den med deltagelse af de medvirkende klubber, der på skift fik lov at trække et hold op ad bowlen, og efterfølgende også medvirkede i småinterviews om puljernes sammensætning og egne chancer i dem.

Lodtrækningen magede det således, at gruppe 1 til årets Fjends Cup består af Skals, Mønsted, Sparkær og turneringsdebutanterne fra Viborg Nørremarken, der kom med, da Karup/Kølvrå i 2020 bragte sig selv i unåde hos arrangørerne ved at melde afbud til en kamp.

Gruppe 2 består af Feldborg/Haderup, Borup, Stoholm og Ravnsbjerg/Løgstrup.

Åbningskampen i pulje 1 bliver mellem Skals og Mønsted, mens Feldborg/Haderup samtidig møder Borup i den anden pulje. Hele kampprogrammet kan ses på hjemmesiden fjendscup.dk.

Alle møder alle indbyrdes i de to puljer i kampe á 2 x 35 minutter, og der spilles på to baner, så der på hver spildato afvikles en hel spillerunde i begge puljer.

Herefter afvikles kampene á 2 x 45 minutter i semifinaler, finale, bronzekamp og de øvrige placeringskampe, som sikrer, at alle hold får minimum fire kampe i turneringen, der fungerer som opvarmning til den regulære efterårssæson.

Det er Stoholm IF, der stiller op som forsvarende mester.