Tag til teltbal i Trandum

Lejrchefen på campingpladsen tror, at folk trænger til at komme ud og more sig

09. juli 2021, 06:53

camping Man kan vel lige så godt udnytte det, når det nu alligevel står der.

Sådan tænkte Knud Leth fra Trandum Camping, da han fik ideen til at afholde et godt, gammeldags teltbal hver lørdag gennem juli måned og ind i august med levende musik og smørrebrød til at varme op på.

- Vi har i forvejen et stort telt sat op, for vi har så mange konfirmationer på vej, så det kan vi lige så godt udnytte til noget mere, siger Knud Leth.

Han har i øvrigt heller ikke svært ved at finde endnu en grund til at lade teltet gøre sig nyttigt til andet end konfirmationer.

- Jeg tror simpelthen, at folk trænger til at komme lidt ud og have det sjovt, siger Knud Leth.

Først til mølle

Så med start lørdag den 3. juli klokken 18 kan op til 100 mennesker efter først til mølle-princippet igen komme ud og svinge træbenet indtil midnat til musik af henholdsvis Kim for Sjov og Niels Kjær Sørensen, der vil skiftes til at tage en tørn med lørdagsbal i Trandum.

Niels Kjær Sørensen kender vi som Den syngende Landmand fra Nr. Søby, der var med i tv-serien »Landmand søger Kærlighed« og siden har haft masser af spillejobs med sine fine versioner af kendte sange fra country- og pophistorien tilsat en række Kim Larsen og Shu Bi Dua-fortolkninger.

Kim for Sjov er kendt fra Vagn og Vagabonderne, der gennem 80´erne havde mange hits, hvoraf »Hvide Sande« nok var det største.

Folkemusik vender tilbage

I øvrigt gad Knud Leth næsten heller ikke at tage teltet ned igen efter de aktuelle konfirmationer, for det skal nemlig alligevel op igen senere i august, når Trandum Camping gentager sidste års succes med en folkemusikfestival i weekenden 20.-21. august.

Og weekenden før den 13.-15. august afholder man træf for veteranbiler.

- Det er for Saab-biler, og der vil også komme rigtig mange mennesker, så for at udnytte teltet gennem juli og indtil da, så gør vi det her, siger Knud Leth.

Dermed vil der altså hver eneste weekend gennem to sommermåneder være aktiviteter på pladsen hos Trandum Camping, der i øvrigt også gør et nummer ud af sankthans.

Populært blandt lystfiskere

Det er nu også langt fra uvant for Knud Leth at supplere arbejdet som lejrchef med andet end det traditionelle campingliv.

Trandum Camping er nemlig et ret lille sted med kun 53 pladser, så i forvejen er det stedets populære restaurant, der trækker en stor del af læsset omsætningsmæssigt.

Men med sin placering tæt på Karup Å er campingpladsen også et populært sted at overnatte for lystfiskere, så der er en god belægning.

- Og lige nu har vi også mange regulære turister, der kommer og ligger weekenden over eller en uge ad gangen, siger Knud Leth.

Den 58-årige tidligere landmand fra Iglsø i Fjends har nu i fem år været lejrchef på Trandum Camping, der som hovedbygning har den gamle Trandum Skole.