Politidirektør: Ét indbrud er ét for meget

27. juli 2021, 11:34
Politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi Helle Kyndesen. Pressefoto

At komme hjem til en smadret rude og et gennemrodet hjem er ganske ubehageligt. Desværre får vi stort set hver dag anmeldelser fra borgere, der har haft indbrud i hjemmet, men jeg håber, at vi med fælles indsats kan mindske antallet af indbrud.

Når vi kommer ud til borgere, der netop har haft indbrud, oplever vi, at de reagerer meget forskelligt.

Nogle er chokerede og føler, at det er et personligt overgreb. Andre giver udtryk for at være frustrerede og ligefrem vrede over, at nogen kan finde på at gøre det mod andre.

Når der er børn i familien, er der som regel endnu mere på spil, og opgaven med at genetablere tryghed er endnu større.

Om det er et mindre kontantbeløb, et dyrt fjernsyn eller oldemors gamle guldsmykker, som tyvene er stukket af med, er ikke altid afgørende for den følelse, de forurettede sidder tilbage med.

Antallet af indbrud her i kredsen og i Danmark som helhed er faldet de seneste år. Det er naturligvis glædeligt, at færre midt- og vestjyder – færre danskere – har haft ubudne gæster.

Men ser vi på andre lande, som vi normalt sammenligner os med, er antallet af indbrud i private hjem i Danmark for højt.

Hvis vi skal ændre på indbrudsstatistikken, må vi hjælpes ad. Efterforskning og forebyggelse må gå hånd i hånd.

Hver gang, vi får en anmeldelse om et indbrud i beboelse, kommer vi ud og undersøger, om der er brugbare spor, vi skal have sikret efter gerningsmanden. Det er der desværre langt fra altid.

Naboer med øjne på stilke er ofte endnu mere værd. Både når indbruddet er sket og som forebyggelse. For det allerbedste vil selvfølgelig være, at indbruddet slet ikke finder sted.

Der er meget, vi som borgere selv kan gøre for at mindske risikoen for, at det er netop vores hjem, der får besøg af indbrudstyven næste gang.

I netværket Nabohjælp kan hele nabolaget hjælpes ad med at holde øje med ukendte ansigter i området.

De små velkendte Nabohjælpsskilte varsler om naboer, der holder øje med hinandens hjem og selv et venligt nik til en ukendt kan betyde, at indbrudstyven går et andet sted hen.

I Midt- og Vestjyllands Politi tilbyder vi også at komme ud til grundejerforeninger, beboerforeninger og vejlaug med gode råd om forebyggelse af indbrud.

Har jeres område været særligt plaget af indbrud, eller vil I bare gerne være på forkant, så kan I på www.politi.dk/bestil-en-betjent bestille et foredrag med en af vores lokale betjente, der har stor erfaring med indbrudsforebyggelse.

Og så er der naturligvis de klassiske forebyggelsesråd, der stadig har stor værdi:

- Lav en aftale med naboen om, at I holder øje med hinandens huse

- Tænd lys udenfor og klip hækken lidt ned, så tyven ikke kan gemme sig

- Gør døre og vinduer svære at bryde op – søg evt. råd og vejledning hos låsesmed

- Gem tablets, computere, smykker og andre værdigenstande væk

- Få huset til at se beboeligt ud – lad legetøjet ligge og vasketøjet hænge

- Lad ikke stige og værktøj ligge fremme, og sæt lås på redskabsskuret, så du ikke hjælper indbrudstyven unødigt

Jeg håber, at vi med fælles hjælp og indsats kan mindske antallet af indbrud i Midt- og Vestjylland, for ingen bør opleve at komme hjem til ubudne gæster.