Et stort ståhejgilde klar til at lette i Fly

En børneplade fra sidste år bliver nu til et brølende børnemøde i folkehøjde

04. august 2021, 06:06
I 2019 stod Flyfabrikken og Cirkus Højdeskræk bag musicalen »Ole fra Åkjær«, og nu er man klar til at afholde børnemøde i folkehøjde med Det store Ståhejgilde søndag 22. august. Privatfoto

fly Der er hældt brændstof på til en dag med mobilen på Fly-tilstand, når folkene bag børnepladen »De flyvende frostkyllinger fra Dåsebjerg Bakke« søndag den 22. august tager deres koncept et skridt videre og afvikler »Danmarks første børnemøde i folkehøjde« som en krøllebøllet udgave af de voksnes Folkemøde på Bornholm.

Det sker i Fly, hvor det er kulturinstitutionen Flyfabrikken, der lægger hangar til det demokratiske møde for de mindste lige midt i Jeppe Åkjærs barndomsland.

- Det bliver en dag, hvor der skal brøles, danses, synges, kreeres, hygges, leges, opleves og tænkes, før man taler, lyder det fra Rasmus Johansen.

Vejen er brolagt med leg

Han er talsmand for »Det store ståhejgilde - et børnemøde i folkehøjde«, som er den fulde titel på arrangementet, og det var også ham, der i første omgang fik ideen til den børneplade, der på mange måder har dannet forlæg til børnemødet.

Den kom i stand via medvirken af næsten 100 glade amatører og professionelle og blev udgivet i foråret 2020 gennem Cirkus Højdeskræk, som også er et Rasmus Johansen-projekt, der tidligere har stået bag musicalen »Ole fra Åkjær«.

Og det er store dele af netværket bag »De flyvende frostkyllinger...«, der igen er i vælten til børnemødet, efter Rasmus Johansen oplevede det arbejde som en stor, demokratisk proces.

- Vejen til demokratiet er brolagt med leg, der lærer os, at verden hele tiden kan være fundamentalt anderledes. Det er nok en vigtig demokrati-erfaring. Derfor skal vi også huske på at fastholde legen, nysgerrigheden og det undersøgende og ikke lade test, målstyring og andre kassetænkende tiltag få overtaget, siger Rasmus Johansen om tankerne bag børnemødet.

Jeppe på ølkassen

Demokratiske tanker lå også i 2019 bag produktionen af »Ole fra Åkjær«, der fortalte historien om den lokale helt, Jeppe Åkjær, som agiterede mod militarisme og krig, fattigdom og nød, underkuelse og udnyttelse og meget andet.

Og det gjorde han faktisk allerede i 1908 stående på en ølkasse foran flere tusinde mennesker kun et stenkast fra Flyfabrikken på det, der var landets første folkemøde.

På den måde står Det store Ståhejgilde også på skuldrene af Jeppe Åkjærs visioner om demokratisk dannelse og aktivt medborgerskab.

- Børn skal vide, at hvis de vil »ændre verden«, så må de åbne munden og brøle og via den demokratiske samtale rejse sig for det, de tror på. Måske er det vanskeligt at ændre verden på én dag, men lad os da prøve om det ikke kunne lykkes at skabe lidt røre i andedammen. Alle skal nemlig vide, at selvom man kommer fra syvende kartoffelrække, så kan man snildt have et gedigent og spirende brøl, der fortjener at blive hørt, siger Rasmus Johansen.

Billetter til arrangementet er allerede sat til salg, og der er blandt andre mulighed for at møde Onkel Reje fra DR Ramasjang, der er en af stemmerne ved Det store Ståhejgilde.