Krolf er kommet til byen

Nu kan man også finde det populære hulspil i Højslev Kirkeby

06. august 2021, 11:01
1 af 2 Krolf er en blanding af kroket og golf. Foto: Lindy Jørgensen
2 af 2 Der var fint fremmøde i Højslev Kirkeby, da krolfbanen blev indviet officielt. Foto: Lindy Jørgensen

højslev En funklende ny 12 hullers krolfbane er nu taget i brug i Højslev Kirkeby.

Banen, som er placeret nær forsamlingshuset, er blevet etableret i et tæt samarbejde mellem byens idræts- og borgerforening samt »Bevæg dig for livet« og Dansk Arbejder Idræt (DAI).

DAI har doneret fem køller og 20 kugler til banen, som blev indviet for nylig.

Her var DAI på besøg ved indvielsen for blandt andet at fortælle om krolfsporten, mens borgerforeningen bød på kaffe og boller.

Tovholder Helle Daugbjerg Andersen fortæller, at banen vil kunne bruges, når som helst man har lyst.

Det eneste, som ryddes væk fra gang til gang, der spilles på den, er nogle små flag med numre, som ligger i en hyndeboks ved banen.

Hver onsdag formiddag er der foreningsfolk til stede ved banen, som er klar til hjælpe deltagere til rette, så her kan man møde op, hvis man gerne vil have lidt vejledning, når man skal lære spillet at kende - eller møde nogen, man kan spille med.

- Vi trænger til noget godt og hyggeligt at samles om i landsbyen. Ikke kun på grund corona, men også fordi der ikke er så mange samlingspunkter i Højslev Kirkeby som for år tilbage. Vi håber banen kan blive noget, man samles om, siger Helle Daugbjerg Andersen, som har været meget glad for samarbejdet med både »Bevæg Dig For Livet« og DAI om etableringen af banen.