Lystfiskere valfarter til Karup Å

Der forventes deltagere fra både ind- og udland, når Karup Å Sammenslutningen den kommende weekend holder fiskekonkurrence hele vejen fra udspring til udløb

10. august 2021, 12:33
Der fiskes havørreder i fem-otte kilos klassen, men der går også ørreder på over 10 kilo, fortæller formanden for Karup Å-sammenslutningen, Tom Sørensen. Foto: Martin Ballund

fjends Karup Å Sammenslutningen består af 12 sportsfiskerforeninger med fiskeret, som samarbejder om at fremme lystfiskeriet og forbedre forholdene for fisk og anden fauna i Karup Å, og den er nu klar med årets store fiskekonkurrence.

Den foregår i weekenden 13.-15. august og afvikles i stort set hele Karup Å. Konkurrencen hedder da også »Fra udspring til udløb«, og der fiskes efter havørred.

Formanden for Karup Å Sammenslutningen, Tom Sørensen fra Sdr. Resen i Sydfjends, fortæller, at der forventes deltagere fra det store ind- og udland.

- Jeg er på ferie i Nordnorge og har allerede snakket med et par tyskere, der deltager, og jeg ved da også med sikkerhed, at der er svenskere, der deltager, siger Tom Sørensen.

Har de bedste betingelser

Tidligere har der været 200-250 lystfiskere med i konkurrencen, og formanden forventer et lignende antal i år.

Det fås nemlig ikke bedre end Karup Å, når det kommer til havørredvand.

- Der findes kun få steder i verden, som kan levere så store havørreder, som Karup Å. Det er en helt unik stamme af havørreder, vi har i åen, siger Tom Sørensen.

Ud over genetikken spiller det store arbejde gennem generationer med vedligeholdelse og pasning af åen en rolle for de mange store havørreder, som er fortsat helt frem til i dag.

- Der er et stort frivilligt arbejde og et rigtig godt samarbejde med kommuner og offentlige institutioner om at give gode forhold for havørrederne, siger Tom Sørensen.

Overskuddet fra konkurrencen går da også til bedre gydeforhold og vedligeholdelse af Karup Å.

Forhøjet præmiesum

Fiskekonkurrencen har i år 20 års jubilæum. Sidste år blev konkurrencen aflyst på grund af corona.

På grund af jubilæumsåret er præmiesummen forhøjet, så der er præmier for 100.000 kroner.

- Det koster 350 kroner at deltage, og så kan man fiske i det meste af Karup Å hele weekenden, fortæller Tom Sørensen.

Når man fanger en fisk, tager man den med til Trevad Ørredpark for at få kalorius vejet og målt.

Der er præmier til både største, smukkeste og flere andre gode fisk.