Generalforsamling med historiefortæller

07. september 2021, 09:43
1 af 2 Jens Ole Pedersen. Privatfoto
2 af 2 Høst i Frøkær, hvor Jens Ole Pedersen havde sin opvækst. Foto: Løgstrup Lokalarkiv

løgstrup Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn er klar til at afholde dens coronaudsatte generalforsamling.

Det sker i Løgstrup Hallen den 14. september, og efter generalforsamlingen vil Jens Ole Pedersen, i dag bosat i Bjerringbro, hvor han har været fotograf, fortælle om sin opvækst på ejendommen »Frøkær«, der ligger midt mellem Hjarbæk, Vorde og Løgstrup.

Jens Ole har også skrevet en historie om det med titlen »Mi´ uldtæp, den vrævler«, som kan læses på loegstrup-lokalarkiv.dk.

Han er kendt af mange på egnen, så foreningen forventer stor opbakning til generalforsamlingen, hvor alle er velkomne.

Det har været et stille år i foreningen med flere aflyste arrangementer.

Dog lykkedes det at afholde en historisk byvandring i Fiskbæk i august, som på trods af en dårlig vejrudsigt havde over 80 deltagere.

De samledes efterfølgende om et kaffebord i Ørregaards maskinhus, hvor der også var udstillet mange luftfotos af byens ejendomme fra sidst i halvtredserne.