Der er ingen bånd, der binder dem

Torsdag bød på et varmt gensyn med vennerne, da Sport på Tværs i Stoholm startede vinterens gymnastik

07. september 2021, 13:01
1 af 2 137 livlige sjæle havde fundet sammen i Stoholm Fritids- og Kulturcenter, da Sport på Tværs åbnede for vinterens aktiviteter med den populære torsdagsgymnastik, der nogle gange har trukket så mange som 200 mennesker tidligt ud af fjerene. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 Det er stadig Sinna Maagaard, der som instruktør og indpisker med komisk talent får pulsen op hos de mange glade seniorborgere i Stoholm, og hun var allerede på førstedagen spændt som en flitsbue. Foto: Henrik Bagge

stoholm Der var en forventningens og gensynets glæde som på første skoledag, da 137 modne motionister torsdag var samlet til vinteropstart på gymnastik med Sport på Tværs i Stoholm Fritids- og Kulturcenter.

Så ødelæggende havde coronaen været for den seneste halvanden sæson, at de knap turde tro, det kunne være rigtigt, at de igen måtte give den fuld gas på gymnastikgulvet uden formynderiske coronatiltag, der gang på gang gennem pandemien har parkeret den årgang, der nok allermest havde brug for både den fysiske og sociale udfoldelse, på sidelinjen.

Ud over at både den lille måtte og elastikken af smittehensyn er blevet personlige ejendele ligesom den obligatoriske vanddunk, er vi næsten tilbage til normalen, som den så ud, før virussen vendte op og ned på det hele.

Ikke mere om corona

Her er ingen krav om coronapas, men er man ikke vaccineret, ansporer Sport på Tværs til at blive testet, inden man møder op.

- Det er kun en opfordring. Vi kan ikke sige, at I skal gøre det, og det vil vi heller ikke. Men bliv hjemme, hvis I har symptomer. Og så ikke mere om corona i denne omgang. I stedet vil vi byde hjertelig velkommen til alle de nye her, lyder det indledende fra formand Mogens Nielsen, hvorefter varme klapsalver strømmer de friske ansigter i møde i en hal, der i forvejen er så varm, at alle døre ud er åbnet på vid gab.

Og da instruktør Sinna Maagaard også følger op med en varm velkomst til både gamle og nye, er der allerede lagt i kakkelovnen til en gedigen svedetur på denne den første af vinterens gymnastiktorsdage i Stoholm Fritids- og Kulturcenter.

Tørfisk og Timberlake

Lidt strækøvelser til »Jeg ved en lærkerede« bliver hurtigt afløst af den allestedsnærværende »VLTJ«, der behørigt bliver sat på skinner til både klap og tramp i et accelerende tempo.

Og efter en opskruet workout til »Can´t stop the feeling« med Justin Timberlake kan ingen i hvert fald beskylde det aldrende klientel for at hænge fast i fortiden.

En enkelt vane har de dog holdt fast i fra de få, spredte sammenkomster med coronagymnastik, de nåede at gennemføre.

Man bevæger sig ikke længere rundt blandt hinanden som i en myretue, når der skal løbes.

Bjarne Lillers »Sol og sommer« med de uforglemmelige linjer »bedstefar sidder i skyggen, og bedstemor vimser omkring« varsler således tre minutter med løb på stedet eller rundt om måtten.

Men det bliver det ikke mindre intenst af, og da der opfordres til at klappe, mens de løber, lyder straks taktfaste klap på 1 og 3 i stedet for 2 og 4, som den generation stadig foretrækker det.

Kig og lær

Det er ikke uden hovedbrud at være ny i selskabet, da dele af øvelserne er ret indviklede, men så må de nye kigge med hos de etablerede, der tydeligvis har dem siddende på rygraden.

Det bliver tydeligt, da Roger and Overs »Volvo B-18 210« toner frem med dens faste koreografi og ni trin, der blandt andet illustrerer de to sidespejle, rattet, den teaktræ, der er omme bagi, og de mange kilometer ud ad lige vej i truckerens favoritbil.

- Kan I den, er I velkomne på alle diskoteker, lover Sinna Maagaard, inden de skal klemme ballerne sammen, som holdt de på en 500-kroneseddel.

Så kommer elastikken i brug, som de skal træde på og med den ene arm højt i luften spænde så hårdt ud, det lader sig gøre.

- Og så spiller I lidt på g-strengen, siger Sinna Maagaard og tilføjer, at det altså er g-strengen på kontrabassen, hun snakker om.

Så er det ned på måtten at ligge og bagefter om på skjoldet til forskellige øvelser for mave, ryg og baller kulminerende med »planken«, mens Sinna Maagaard laaangsomt tæller til 8, og der måske bliver lettet en lille vind rundt i hjørnerne.

Oppe igen fortæller et anerkendende nik til sidemanden, at de i hvert fald har gjort det godt nu, og da Anne Linnet under en tiltrængt nedvarmning tager over og synger »du er så smuk og dejlig«, er det svært at være uenig med hende.