J. Hundahl er klar til kartoffelsæsonen

09. september 2021, 10:32
1 af 2 J. Hundahl fik forhandlingen af Ropa kartoffeloptagere for to år siden. Foto: Lars Bo Nielsen
2 af 2 Den nyansatte sælger Frederik Stilling (tv) sammen med afdelingsleder og sælger Martin Dalgaard. Privatfoto

Med kartoffelsæsonen for døren tilbyder landbrugsmaskinforretningen J. Hundahl i Skive at komme ud til avlerne for at demonstrere kartoffeloptageren Ropa, som J. Hundahl fik forhandlingen af for to år siden.

- Siden har vi allerede fået et par håndfulde Ropa ud at køre rundt om i landet, så det er et forretningsområde, vi forventer os meget af. Derfor har vi også ansat en ny sælger, der skal stå for salget og for at demonstrere Ropa ude hos avlerne, siger afdelingsleder og sælger Martin Dalgaard.

Den nye sælger hedder Frederik Stilling og bor i Skelhøje med sin kone og lille datter og en snarlig søn på vej.

Han er 28 år gammel, uddannet landmand og har udelukkende arbejdet med kartoffelavl, de seneste tre år som montør på kartoffelmaskiner.

- Med Frederik Stillings både indgående og udgående kendskab til kartoffelmaskiner har vi fundet den rette sælger til at sætte fokus på det område, siger Martin Dalgaard og tilføjer, at avlere er velkomne til at ringe for at få planlagt en demotur med Ropa.

Ud over at demonstrere og sælge Ropa har J. Hundahl travlt med at servicere alle de maskiner, der skal i marken i efteråret.

- Vi har fået serviceret de kartoffelmaskiner, der skal ud at køre, men har også travlt med at servicere blandt andet såmaskiner, harver og plove og levere nyt grej ud, så det hele står klar til efterårets arbejder, siger Martin Dalgaard.