Flot comeback af Sparkær

Fodbold, serie 3 herrer, Sparkær IF-Viborg FF 2-2 (0-2)

09. september 2021, 12:25
Foto: Jacob Mackenhauer

Sparkær var på vej mod det tredje nederlag i træk, da gæsterne fra Viborg FF lørdag eftermiddag førte 2-0 ved pausen. Men som sagt mange gange tidligere, så er det en farlig føring, og det skulle også vise sige denne lørdag.

Sparkær kom rigtig skidt fra start, og efter et kvarter kom gæsterne foran på en forsvarsfejl, der sendte en viborgenser helt fri, og efter en halv time øgede VFF til 2-0. Det kunne være gået værre for hjemmeholdet, der ikke præsterede noget som helst chancemæssigt før pausen, men Kresten Rind havde et par gode indgreb, og skarpheden manglede for VFF til at øge føringen.

Viborg FF blev før pausen ramt af to skader – en fiber og en albueskade, der betød at ambulancen kom en tur forbi Sparkær Stadion. Det prægede gæsterne efter pausen, hvor Sparkær tog over og var som forvandlet. Det var dog først med knap et kvarter igen, at der kom hul på bylden, da Asger Fjeldsted fik en hårlok på Oliver Andersens frispark og fik tildelt scoringen. Herefter pressede Sparkær på, og Daniel Brøns ramte stolpen efter en solotur gennem VFF-forsvaret.

Den fortjente udligning kom i slutminutterne, da Oliver Andersen blev sendt afsted og overlistede målmanden til slutresultatet 2-2. Et kærkomment point efter to kampe uden scoringer. Træner Poul Vistisen var da også tilfreds efter kampen:

- Jeg er slet ikke tilfreds med vores start og 1. halvleg, men 2. halvleg var god. Vi fik vores spil sat bedre sammen og mistede ikke så mange bolde. Og så blev VFF-erne trætte og til sidst var de på hælene. Vi kunne godt have scoret mere, men det kunne de også før pausen, så jeg synes uafgjort er retfærdigt, vurderede Vistisen.

Sparkærs næste kamp er på fredag ude mod B/T.