Gør det noget, de gi´r den gas?

11. september 2021, 06:48
Rabalder spiller Kim Larsen og Gasolin-kopier i Stoholm Kirke lørdag den 18. september. Pressefoto

stoholm Lørdag den 18. september bliver der - om ikke rock i synagogen - så i hvert fald rabalder i Stoholm Kirke.

Da vil Jonna Jepsen fra Kornblomsten nemlig markere sit 40 års jubilæum ved at give byen en koncert med bandet Rabalder, der gør det udi både Gasolin- og Kim Larsen-kopier.

- Det er mit ønske fra mig til mine kunder på jubilæumsdagen. For det første synes jeg, at de fortolker Kim Larsen og Gasolin, lige som de skal. Og for det andet har Kim Larsen altid været der for mig siden starten for 50 år siden. Jeg har været til et utal af koncerter med ham, også den i Skive, som var en af de allersidste, han nåede at give, siger Jonna Jepsen, der også efterhånden har hørt Rabalder en del gange og garanterer for deres troværdighed.

Rabalder består af forsanger og guitarist Kai Jack Andersen, bassist Henning Mortensen, trommeslager Michael Bragt og guitarist Simon Nielsen, og det er ikke for meget sagt, at de fire herrer efterhånden har deres repertoire solidt siddende på rygraden.

Det er således mere end et sølvbryllup siden, at flere af dem begyndte på den strengeleg i kopibandet GasJam, der blandt andet oplevede den store ære at have Gasolins bassist Wili Jønsson med på en gæsteoptræden på Kruset i hjembyen Holstebro.

GasJam blev siden til Sjagget, der stadig spillede den samme musik og i 2004 vandt musikkonkurrencen DM i Kopi, og succesen er fortsat som Rabalder, der har masser af jobs i hele landet.

Koncerten er gratis, så det er først til mølle, hvis man vil sikre sig en plads i kirken til koncertstart klokken 13.30.