Bente giver fødderne nyt liv

Med klinikken Bodycare4you på Iglsøvej har Stoholm fået en ny fodplejer

15. september 2021, 05:37
1 af 2 Bente Jeppesen er ovenud tilfreds med resultatet, efter manden og to sønner har omdannet et lidt skummelt værksted i kælderen til en lys og imødekommende klinik med gode vibes. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 Forrest er det lægeeksamineret SADF-fodplejer Bente Jeppesen fra Stoholm flankeret af underviser Lise Koch Nielsen (tv) og underviser og skoleleder Alice Kallesøe (th) fra Viborg Helsepraktik. Privatfoto

stoholm Det var ved at være nu, hvis det skulle være, og med beslutsomhed og en god opbakning på hjemmefronten sprang Bente Jeppesen ud i det.

Et arbejdsmæssigt sporskifte trængte sig på, og den 28. juli 2021 kunne hun forlade Viborg Helsepraktik som lægeeksamineret, fysiurgisk massør og fodplejer.

Det skete efter halvandet års uddannelse, hvor hun studerede praktisk og teoretisk fodbehandling, anatomi, fysiologi, sygdomslære, psykologi og klinikdrift samt indsigt i andre behandlingsformer.

Og hun har ikke ligefrem hvilet på laurbærrene. En spritny klinik med navnet Bodycare4you har siden den 1. august haft sit eget skilt i jorden ud for hjemmet på Iglsøvej i Stoholm.

Herfra tilbyder hun fodbehandlinger, fysiurgisk massage, hotstone massage, paraffinbehandling og cupping.

Men den nye klinik er ikke det eneste erhverv, der drives fra matriklen.

Bente Jeppesen startede nemlig for 26 år siden som dagplejemor, dengang godt nok i Lånum, men siden 2002 har hun taget imod børnene på Iglsøvej.

Det gør hun stadig, og hun har heller ingen fast plan for, hvornår det får en ende.

Kiggede i krystalkuglen

Men en ende får det før eller siden, for det er nemlig ikke helt omkostningsfrit at være dagplejemor.

Bente Jeppesen har oplevet flere skavanker i stellet, og det var også med til at fremme beslutningen om at søge tilbage på skolebænken.

- Jeg kiggede lidt frem i tiden og tænkte, at jeg skal arbejde i 15 år endnu. Jeg har fået nyt knæ og haft en diskus i nakken og spurgte mig selv, om jeg kunne blive ved med at holde til at være dagplejer? Det ved man jo ikke. Og så har min mor været fodplejer i 25 år, så et eller andet har der måske sat sig i mig, griner Bente Jeppesen.

Da hun så fik en erstatning for sit knæ, så hun sit snit til at gøre noget ved det.

- Det var springbrættet. Jeg tænkte, at det lige var det, pengene skulle bruges til. Det var ligesom en investering i fremtiden, siger Bente Jeppesen.

God opbakning derhjemme

Uddannelsen har hun så at sige taget efter arbejde, og hun har haft sit fuldtidsjob som dagplejer, samtidig med at hun har været afsted to dage om ugen i halvandet år.

Hun er således ikke kommet sovende til det, men hun har udmærket kunnet jonglere det.

- Det har fungeret rigtig godt, men det skyldes også, at jeg har haft nogle fantastiske back-ups herhjemme, der har sagt, at det skulle jeg, siger Bente Jeppesen om sin mand og to sønner.

- Jeg har åbnet hernede i en totalt nyrenoveret kælder, og det er stort set hjemmelavet det hele. Den ene søn er murer, den anden tømrer, og så har jeg en mand, der kan alting, så jeg har været godt hjulpet, siger Bente Jeppesen, der med klinikken har overtaget gemalens gamle værksted.

- Og jeg elsker det her rum. Det giver bare sådan en ro.

- Går du herned bare og sidder?

- Det kan jeg nemt finde på, griner Bente Jeppesen og demonstrerer, hvordan hun med en fjernbetjening kan dæmpe lyset i det i forvejen hyggelige rum med ene gode vibes.

Kunder i butikken

Starten som selvstændig erhvervsdrivende har været god for Bente Jeppesen. Der er kunder i butikken, og de er flinke til at genbooke.

Hun har foreløbig åbent mandag, onsdag og torsdag klokken 16.30-20 og lørdag klokken 10-14.

- Så det er ydertimerne, og det sætter kunderne pris på. Så er de fri for at skulle have fri fra arbejde, og det passer også mig fint, siger Bente Jeppesen.

Hun vil nu se tiden an og få en fornemmelse af, hvor travlt hun får i klinikken, inden hun beslutter sig for at gå all in.

- Men engang, lige pludselig, så vil jeg gøre det fuldtid. Det er det, jeg sigter imod. Men det bliver ikke lige med det samme. Jeg skal kunne mærke det, for jeg er jo også rigtig glad for at være dagplejemor.