Et blomstrende samarbejde

Jonna Jepsen får travlt, når hun i denne uge fejrer sit jubilæum sammen med Stoholm Kirke

15. september 2021, 09:39
Ikke blot Jonna Jepsen selv (th) kan se frem til en travl uge, når Kornblomstens 40 års jubilæum blandt andet fejres med en storstilet pyntning af Stoholm Kirke. Det samme kan formentlig hendes trofaste medarbejdere, Michael Nielsen og Lotte Thomsen, der sammen med Jonna selv og hendes mand, Jørn Højbjerg, udgør A-kæden i Kornblomsten. ArkivFoto: Henrik Bagge

stoholm Jonna Jepsen har i år haft Kornblomsten i Stoholm i 40 år, og det skal fejres.

Men i lyset af, at en af hendes gode samarbejdspartnere, Stoholm Kirke, samtidig fylder 50 år, har parterne valgt at slå pjalterne sammen i en festlig 90 års fødselsdag, der dog bliver uden tigerskind på gulvet til at gå og falde over.

- Qua mit arbejde har jeg jo meget min gang i kirken, og menighedsrådet spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at pynte op til deres jubilæum. Og da havde jeg egentlig ikke besluttet, hvordan jeg skulle fejre mit eget jubilæum, så jeg foreslog dem, at vi skulle slå det sammen, og det ville de gerne. Så nu skal jeg have pyntet inde i kirken, men faktisk også udenfor. Der laver vi nemlig en opstilling med blomsterkranse, hvor man kan lade sig selv, sine børn eller hunden fotografere og derefter lægge det op på vores facebookside. Og så deltager man i en konkurrence om en 1000 kroners kurv, siger Jonna Jepsen.

Fire dage med gæster

Den store opgave kommer til at lægge beslag på mange af Kornblomstens ressourcer gennem hele ugen.

Pyntningen skal nemlig første gang være klar til »Beatles i kirken« torsdag, inden Jonna Jepsen selv har sørget for Rabalder i kirken lørdag fra klokken 13.30 med Gasolin- og Kim Larsen-musik, og jubilæerne rundes af søndag med festgudstjeneste.

- Og så har jeg faktisk også inviteret plejehjemmet til at komme og kigge om fredagen, så de kan se det, uden at der er alt for megen tumult omkring dem. Og så skal de også have en kop kaffe til, siger Jonna Jepsen.

Først skal det vises, siden skal det spises

Lørdag og søndag vil der desuden blive trakteret med et spektakulært »blomsterkagebord«, som er knap så giftigt, som det lyder.

- Jeg laver lagkager af blomster, men der vil også være rigtige kager indimellem dem til at spise. Det bliver som en udstilling, hvor man kan spise lidt kage, mens man kigger på arrangementerne, siger Jonna Jepsen.

Hun er klar over, at hun formentlig kigger ind i en af de travleste uger nogensinde i butikkens historie, men hun glæder sig til det.

- Det skulle gerne blive en festdag, og jeg vil gerne, at så mange som muligt kommer forbi, både gamle og unge, siger Jonna Jepsen.

Ved søndagens festgudstjeneste fra klokken 14 vil de fremmødte i øvrigt få udleveret et festskrift for Stoholm Kirke, som er lavet i anledning af 50-året.

Her kan man blandt andet læse om kirkens tilblivelse og historie frem til i dag.