Mønsteds motionister er aktive igen

19. september 2021, 14:42
Arkivfoto

Mønsted Det lyder ikke så hårdt, så det er i hvert fald ingen undskyldning for at blive væk, når De Aktive Motionister i Mønsted igen inviterer til »moderat fysisk aktivitet og socialt samvær« i Østfjendshallen hver torsdag klokken 9-11.

Med start den 23. september er det igen Helga Glargaard, der tager dirigentstokken på gymnastikdelen med lette øvelser, hvor alle led og muskler arbejdes godt igennem, og pulsen kommer i vejret. Disse øvelser kan laves både stående og siddende.

Bagefter får man kaffen og synger et par sange, inden man kan hygge sig med kortspil, bowls, boccia, curling eller motionscykel.

Man kan bare møde op, og det koster 20 kroner per gang at deltage.