På trods af styrt: Flyvende Præst holdt kæden stram

Årets sponsorcykelløb i Kjeldbjerg rejste næsten 30.000 kroner til byens foreninger

22. september 2021, 05:47
1 af 4 Svend Præst (tv) har 18 år i træk været den rytter, der har kørt flest penge ind til Kjeldbjergs sponsorcykelløb, og den slags er ikke noget, der går upåagtet hen hos Niels Jørgen Lyngsø (th) fra Kjeldbjerg Ungdoms- og Idrætsforening. Foto: Lars Rasborg
2 af 4 Et enkelt barn havde formået at få underskrevet hele 66 sponsorkontrakter, mens Svend Præst (i Freja-trøjen) kørte det største beløb i hus med 12.550 kroner. Foto: Lars Rasborg
3 af 4 Anne Grethe Præst (tv) og Bente Harritz holdt nøje regnskab med rytternumre, sponsorkontrakter og pengebeløb til Kjeldbjergs sponsorcykelløb, der endte med at køre næsten 30.000 kroner i kassen til deling mellem byens kulturhus, borgerforening og idrætsforening. Foto: Lars Rasborg
4 af 4 En del af Kjeldbjergs ungdom hyggede sig med et lille loppemarked på torvet, mens der blev kørt sponsorcykelløb ud ad Trevadvej og tilbage igen. Foto: Lars Rasborg

kjeldbjerg Han gjorde det igen.

Svend Præst har 17 gange tidligere kørt den hjem fra spids, når Kjeldbjergs årlige sponsorcykelløb har samlet penge ind til godgørende formål blandt byens foreninger.

Og da Kjeldbjerg lørdag igen var tilbage med byfest efter et enkelt års coronapause, var den 68-årige cykelentusiast atter på pletten med det største, indkørte beløb.

12.550 kroner fik veteranen denne gang rejst på to timers cykling, og det endda til trods for, at han cirka midtvejs måtte en tur i asfalten, da han forsøgte at undvige nogle børn, der også deltog i løbet.

Svend Præst slap dog med lidt skrammer til ansigtet og kunne hoppe på cyklen igen og fuldføre med bravour.

Et bugnende pokalskab

Dermed sikrede han sig også sin tredje aktie i en fin pokal, som man får til ejendom, hvis man fem år i træk er i stand til at køre flest penge hjem.

Dem har Svend Præst i forvejen tre stående af derhjemme, da han nu 18 år i træk har toppet pengelisten blandt sponsorcykelryttere.

Og det selv om han siden sidst har mistet lidt af sin store sponsorportefølje, da han gik på pension til nytår efter mere end 50 år hos Sjørup Traktor, hvor han startede som traktormekaniker og sluttede som eksportsælger.

Har kørt en halv million ind

Alligevel havde han formået at lokke 31 sponsorer til at slippe slanterne, et tal der dog blegnede i forhold til et af de deltagende børn, der mødte op med hele 66 underskrevne kontrakter!

Svend Præst var dermed langt fra alene om at brænde asfalten af i Kjeldbjerg lørdag eftermiddag, og tilsammen fik 17 ryttere i størrelserne voksen, midtimellem og lille kørt i alt 29.794,50 kroner ind til deling mellem byens kulturhus, borgerforening og idrætsforening, som i fælleskab arrangerer byfesten.

Svend Præst, der den 2. oktober fylder 69, skønner selv, at han gennem tiden i hvert fald har kørt på den gode side af en halv million kroner ind til Kjeldbjergs foreninger.