Messe i Mønsted Hun har slået sig på nordisk livsstil

Heidi vender hjem til Mønsted med nystartet firma

24. september 2021, 12:17
Heidi Westerby lancerede for nylig livsstilsbutikken Lavi Nordic, som hun søndag tager on the road, når hun deltager i forbrugermessen i Østfjendshallen. Privatfoto

mønsted Ny i flokken af standholdere på søndagens forbrugermesse i Østfjendshallen er Lavi Nordic, der gør i nordisk mode, interiør og indretning.

Indehaver af det nyopstartede firma med kontor på Mellemvej i Viborg er Heidi Westerby, som de godt kender i Mønsted, da hun tidligere har boet i byen, hvor hendes svigerfamilie stadig er.

Og hun glæder sig til at tage sit koncept med »hjem« til Mønsted og fremvise nogle af de fine varer fra forretningen, som er helt ny.

- Det var i den første uge af august, at vi lancerede Lavi Nordic, som dels er boliginteriør, men også boligindretningsprojekter, som vi skal til at have gang i nu i samarbejde med Aalborg-firmaet PALO ROOM. Og så er det også mode, men det er med hovedvægten på interiør, siger Heidi Westerby, som udelukkende forhandler nordiske brands.

- Og det har meget at sige, for hele konceptet er den her nordiske livsstil, som vi inspirerer med. Så det vil sige meget egetræ, de lidt blødere nuancer og kvalitet. Også det enkle og lidt minimalistiske, men så alligevel med det særligt nordiske fokus på at skabe et hyggeligt og personligt hjem. Og så handler det jo meget om de lidt mere neutrale jordfarver. Brun, grå, beige og så videre, siger Heidi Westerby.

Events og pop up shops

Der er med Lavi Nordic ikke tale om en butik i gængs forstand.

Heidi Westerbys hjemadresse fungerer som showroom og lager, mens selve handlen foregår fra en online platform.

- Vi har ikke en konstant fysisk butik, så det, jeg kommer til at gøre meget i, er sådan noget som pop up shops i nogle højsæsoner og så nogle events med et tema, hvor man kan komme og være med. Og vi har faktisk et åbningsevent herhjemme den 9. oktober, afslører Heidi Westerby.

Men søndag er det hende, der kommer ud til folket, hvor hun udover fine rabatter på nordisk mode og interiør også tilbyder en lille konkurrence, hvor man kan vinde et gavekort på 1000 kroner.