JUBILÆUM 10 år med livsstil og lækkerier

Best by Henriette fejrer sit jubilæum torsdag, når leverandører besøger butikken med smagsprøver

29. september 2021, 14:44
Henriette Nielsen har i dagens anledning fået lavet sin helt egen jubilæumsrom med egen etiket, som den lokale kunstner Elisabeth Olesen Agerskov står bag. I baggrunden er det Henriettes 30-årige datter, Line, der betjener en kunde. Den nyuddannede sygeplejerske er flink til at hjælpe sin mor i butikken, ligesom i øvrigt storesøsteren Louise også er det. Ellers har Henriette Nielsen hjælp af de deltidsansatte Rakel Skullerud Hansen og Ketty Kamstrup. Foto: Henrik Bagge

stoholm Da hun åbnede for 10 år siden på en adresse længere henne i Vestergade, kom en kone ind og sagde: »Jeg skal bare lige se, hvordan her ser ud, for det varer jo ikke længe, før du lukker igen!«

Helt så galt gik det nu ikke. Henriette Nielsen kan nemlig torsdag fejre 10 års jubilæum med butikken »best by Henriette«, der gør i lækkerhed indenfor drikkevarer, delikatesser og brugskunst.

- Der var lige en overgang, hvor butikkerne åbnede og hurtigt lukkede igen derhenne midt i gaden, så det troede hun ikke så meget på, griner Henriette Nielsen i dag bag skranken.

De første tre år lejede hun sig ind i de lokaler, hvor der i dag er apotek, men så lukkede Salling Bank på hjørnet af Vestergade og Søndergade.

- Jeg spurgte, om de ikke ville leje den ud, men det ville de ikke. De ville sælge den. Så jeg købte en bank. Men jeg kom faktisk til at bo billigere her, end jeg gjorde før, og så kunne jeg selv bo ovenpå, siger Henriette Nielsen, der stadig bor i lejligheden over butikken.

Prøvede sig frem

Nu kan Henriette Nielsen se tilbage på 10 år med uafbrudt vækst, uden at der har været tale om gazellespring, og ved et nostalgisk kig i fotoalbummet fra åbningsdagen i 2011, har Henriette Nielsen svært ved at genkende sin forretning.

- Der var jo nærmest ingen varer på hylderne dengang. I starten skulle jeg bare prøve mig frem for at finde ud af, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Det vidste jeg jo ikke. Jeg havde været ansat i en lignende butik i Skive, Wøldiche Vine, som siden blev solgt. Så opdagede jeg, at de lokaler herhenne var ledige og tænkte, at sådan en butik kunne vi da godt bruge herude i Stoholm. Og så gik jeg egentlig bare i gang, siger Henriette Nielsen.

Hun kendte nogle leverandører fra sin tidligere arbejdsplads, og ellers var det bare med at komme afsted på messer og få købt noget ind.

- Min egen bank ville faktisk ikke være med dengang, men det ville Sparekassen Kronjylland måske godt. Jeg tog mere eller mindre på messe den første gang på mit blege ansigt for at købe nogle ting, som jeg risikerede at måtte slette ordren på igen om mandagen, hvis nu banken ikke ville være med. Da jeg så stod og skulle ind på messen nede i Herning, ringede banken og sagde, at de gerne ville være med, så da var jeg bare flyvende, mens jeg gik rundt og købte ind af gode sager dernede, griner Henriette Nielsen.

Stoholm tog godt imod

Det var hovedsageligt vin og specialiteter, hun var taget afsted efter, men hun kom også hjem med nogle lækre skind, som hun stadig sælger af, og også brugskunst var hurtigt en del af sortimentet, såsom de nisser fra Maileg, der til stadighed befolker alle kroge i butikken.

- Jeg troede nok i starten, at det primært ville blive erhvervskunder, der skulle bruge gaveartikler, og ikke så meget butik. Men Stoholm tog vanvittigt godt imod mig, så det har været meget butik også. Og nu har jeg kunder fra både Skive og Viborg, og der er også erhvervskunder i Aarhus, der gennem mange år har været trofaste og købt gaver hos mig, siger Henriette Nielsen.

Blandt de produkter, butikken er særligt kendt for, er gin, rom, te og kaffe, og henad vejen er sortimentet typisk blevet udvidet, når en kunde er kommet ind for at efterspørge en særlig vare.

- Så har jeg tænkt: »Hmm, det kunne jeg måske godt sælge her i byen,« så på den måde er jeg hele tiden blevet inspireret til at tage nye ting ind, siger Henriette Nielsen.

Hun bliver, hvor hun er

Hun har selv lidt svært ved at sætte navn på, hvad det egentlig er for en uortodoks biks, hun har, med dens blanding af brugskunst, delikatesser og alkohol. Men under alle omstændigheder er det en kombi, der har skabt interesse.

- Det er nok ikke så mange steder, man ser det sammen, og de har da også flere gange spurgt fra både Skive og Viborg, om jeg ikke ville flytte derind. Men det vil jeg ikke. Jeg vil gerne blive herude, siger Henriette Nielsen.

Når hun torsdag inviterer til jubilæum i butikken, bliver det med opbakning fra nogle af de faste leverandører til butikken.

Her kan man eksempelvis møde John fra Staarup Håndbryg nær Skive, der tager både gin og likør med, mens Bryghuset Kragelund fra Silkeborg kommer med smagsprøver på øl.

Pernille kommer forbi og laver en hummersuppe, som Henriette kommer til at sælge i butikken, mens både Charlotte og Heidi medbringer noget til den søde tand.

- Vi forkæler kunderne med leverandørernes smagsprøver, som vi også har tilbud på, og så er der 10 procent på resten af butikken den dag. De skal bare have en hyggelig eftermiddag her med os, siger Henriette Nielsen.