Generalforsamling på Fjandbohus

01. oktober 2021, 12:31
Til Fjends Egnshistoriske Forenings generalforsamling vil Mogens Nielsen fortælle historien om Hans Peter Hjerl Hansen, der her på billedet går tur med sønnen Finn på Hjerl Hede. Arkivfoto

iglsø I 2020 måtte de aflyse på grund af corona, men torsdag den 7. oktober 2021 er alt ved det gamle, når Fjends Egnshistoriske Forening igen afholder generalforsamling uden restriktioner på Fjandbohus i Iglsø.

Her vil bestyrelsen orientere om håndtering af bestyrelsesvalg, om kontingentbetaling og lidt om, hvilke aktiviteter der forventes i den kommende tid.

Dagsordenen kan ses på foreningens hjemmeside, og vil man deltage i fællesspisning, skal man melde sig til hos Turi Roslund på turiroslund@gmail.com eller 2042 4433.

Efter generalforsamlingen fortæller Mogens Nielsen om H.P. Hjerl Hansen, hans erhvervseventyr i Rusland, revolutionens betydning for ham, fredning af heden, opkøb af gamle bygninger og starten på Hjerl Hede i 30’erne til i dag, hvor »Heden« er en del af De kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune.