Stoholm fik sikker sejr i Løgstrup

Fodbold, serie 4 for herrer, Ravnsbjerg/Løgstrup-Stoholm IF 0-4 (0-1)

04. oktober 2021, 09:50
Arkivfoto

Stoholm IF-Fodbold holder snuden i sporet i forhold til de sjove placeringer i fodboldens serie 4. Efter et par hårde halvsæsoner der først gav nedrykning fra serie 2 i efteråret 2020 og dernæst yderligere en nedrykning fra serie 3 i foråret 2021, ja så er mandskabet nu kommet på et niveau, hvor der heldigvis kommer flere sejre end nederlag, og det er trods alt sjovest.

Senest gik det ud over mednedrykkerne fra forårets serie 3 – nemlig Ravnsbjerg/Løgstrup – der indiskutabelt blev besejret med hele 4-0 lørdag eftermiddag i Løgstrup.

Efterfølgende havde træner Niels R. Jensen følgende kommentarer.

- Det var en meget lige 1. halvleg, og jeg synes, at Ravnsbjerg/Løgstrup spillede ganske fint ude på banen. Det fortsatte egentlig på samme måde i de sidste 45 minutter, men da vi først kom på 2-0, så faldt de lidt sammen, og vi kunne køre en sikker sejr hjem. Vi glæder os også over, at det blev i efterårets 10. kamp, at det for første gang lykkedes at score mere end to mål i en kamp, kom det altså fra Niels R. Jensen.

Målmæssigt blev det noget overraskende forsvarsspiller Rasmus Christensen, der i den grad stjal fokus denne lørdag eftermiddag. Hele tre gange kom Christensen på måltavlen – første gang var i det 8. minut, da han stensikkert omsatte det straffespark, som Heine Kristensen havde fået tilkæmpet sig. Den stilling holdt, indtil dommer Raguparan Kanthasamy fløjtede de første 45 minutter af.

Som nævnt fik udeholdet sat trumf på i 2. halvleg – først headede Rasmus Christensen SIF’erne foran med 2-0 efter hjørnespark – så sørgede Heine Kristensen for oplæg til Mark D. Svendsen, der scorede til 3-0, inden Rasmus Christensen fuldendte sit hattrick med endnu en straffesparksscoring, og det skete efter en hånd på bolden i feltet.

I den kommende runde skal Stoholm IF-Fodbold møde Skive IK, der er placeret i bunden af tabellen. Skibonitterne har tabt de første ni kampe, men i lørdags choksejrede holdet med hele 7-0 over topholdet fra Sallingsund FC, så det kunne se ud til, at mandskabet forsøger med en redningsaktion. Der er kampstart på Karlsen Arena i Stoholm på fredag d. 8. oktober klokken 17.00.